Sådan gik valget i Skanderborg: Jubel hos SF, Radikale og Liberal Alliance, mavepuster til Venstre og farvel til Moderaterne og Alternativet
Liberal Alliance fik sammen med S, SF og Radikale Venstre et drømmevalg, mens det for Venstre endte i et mareridt. Konservative holdt skindet på næsen, mens Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, og Enhedslisten hænger på. Det gør til gengæld hverken Moderaterne eller Alternativet, der nu er ude af Skanderborgs byråd.
Socialdemokratiet kan ånde lettet op. Den spåede tilbagegang udeblev og partiet kunne nøjes med at indkassere en lille tilbagegang, dog med godt 300 flere stemmer i forhold til forrige valg.
Med 29 procent af stemmerne er partiet fortsat det største i byrådet, og Frands Fischer kunne forholdsvis tidligt på valgnatten konstatere, at han som borgmester har et solidt flertal på 17 mandater i ryggen de næste fire år med støtten fra SF, Radikale Venstre og Enhedslisten.
Dermed er magtbalancen i byrådet tippet til rød side. Dog lover borgmesteren, at det fortsat vil være samarbejde på tværs af byrådssalen og brede kompromisser, der vil være kendetegnende for det nye byråd.
»Det kommer ikke til at ændre på, at vi i Skanderborg gerne vil have et samarbejde hen over midten med brede kompromisser,« understreger han.
Stemmetal for Skanderborg 2025.pdf
Drømmevalg
Store smil blev større hos Radikale Venstre og SF efterhånden som valgnatten skred frem. SF opnåede knap 12 procent af stemmerne og fordoblede sine mandater fra to til fire. Partiet er nu det tredjestørste i byrådet. Radikale Venstre fik 11 procent af stemmerne og beholdt sine tre mandater.
Begge partier er båret af stærke kvindelige profiler i Charlotte Vindeløv og Anne Heeager, der også var blandt valgets mest populære kandidater. De høstede hver især over 1.000 personlige stemmer.
»Min forventning er helt klart at vi har en plads i hvert eneste udvalg samt en udvalgsformandsplads,« lyder det fra Charlotte Vindeløv, mens Anne Heeager for sit vedkommende håber på en udvalgsformandspost samt yderligere en post.
Også for Liberal Alliance blev valget en kæmpesucces. Skuffelsen ovenpå de tre forrige valg blev afløst af sejrsrus, efterhånden som det stod klart, at partiet omsider ville blive repræsenteret i Skanderborg Byråd. Liberal Alliance scorede 6,5 procent af stemmerne, og det var nok til at sikre partiet ikke bare ét, men hele to mandater.
Det ene går til spidskandidat Peter Kruse, der fik over 800 personlige stemmer, mens det andet går til Jesper Pilgaard Koldsø, der nu er i byrådet med bare 171 personlige stemmer - næst færrest af samtlige nye byrødder. Nu er spørgsmålet så, hvor det placerer partiet i konstitueringskabalen.
Tæsk
Venstre blev valgets helt store taber med 2.287 færre stemmer end ved valget i 2021 og må derfor sige farvel til to mandater. Med 16,3 procent af stemmerne er partiet dog stadig det næststørste i byrådet med fem mandater.
Samtidig måtte partiets yngstemand, nuværende byrådsmedlem Sebastian Støckler, indkassere en personlig begmand, da han som den eneste af de genopstillede byrådsmedlemmer ikke opnåede genvalg.
»Vi vidste jo godt, vi ville få tæsk,« nåede han at konstatere over for Din Avis kort forinden.
For spidskandidaten Jens Szabo gik valget lidt bedre end ved forrige valg, hvor han fik 775 stemmer. Denne gang nåede han op på 819 stemmer. Til gengæld må han også konstatere, at hjembyen Ry ikke hører til blandt den trofaste vælgerskare. Her gik 32,6 procent af stemmerne nemlig til Socialdemokratiet og 20,4 procent til SF, mens Venstre måtte nøjes med 15, 7 procent.
Hænger på
Konservative holdt skindet på næsen og slap med en mindre tilbagegang end spået. Knap 11 procent af stemmerne satte sit kryds ved partiet, som nu må aflevere et mandat og i det nye byråd er reduceret til tre mandater.
»Vi kører fuld fart fremad,« lyder det fra spidskandidat Christian Wibe-Marker, der personligt fik et forrygende valg med tredjeflest personlige stemmer og håber at genvinde den forholdsvis attraktive post som næstformand for Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Selvom Danmarksdemokraterne allerede er repræsenteret i det nuværende byråd er det første gang partiet er opstillet til kommunalvalget. 5 procent af stemmerne blev det til og Martin Frausing Poulsen fik lov at beholde sit ene mandat.
For Enhedslisten er alt stort set status quo. Partiet fik knap 4 procent af stemmerne, og genvandt sit mandat. Igen er det Peter Kjær der sætter sig til rette i byrådssalen.
Partiet er som det eneste opstillet med partiliste, og det kan han være taknemmelig over. Havde det været sideordnet opstilling var det nemlig ikke ham, men derimod Natalia Rafn, der var endt i byrådet. Hun fik 246 mod Peter Kjærs 167 - det færreste antal stemmer blandt de nye byrødder.
Med igen
Trods en lille tilbagegang lykkedes det Dansk Folkepartis spidskandidat Frank Rune Kristensen Nielsen at puste nyt liv i partiet, der ikke har været repræsenteret i byrådet de seneste tre og et halvt år. Partiet fik blot 3,5 procent af stemmerne, men nok til et enkelt mandat. For den nyvalgte 25-årige venter en stor opgave forude.
»Vi skal ind og lægge et rigtig godt fundament. Vi har higet efter indflydelse, og nu får vi endelig vores øjne og ører ind i byrådet,« sagde han til Din Avis på valgnatten.
Exit
For to partier blev valgnatten endestationen. Alternativet og Moderaterne tabte pusten og opnåede ikke stemmer nok til at nuppe et mandat. Moderaterne fik bare 1,5 procent af stemmerne, mens Alternativet med 200 stemmer alt i alt måtte nøjes med en halv procent af stemmerne.
Borgerne i Skanderborg Kommune kan nu glæde sig over indfrielsen af i hvert fald to valgløfter som stort set samtlige partier har budt ind på: Et løft af folkeskolernes minimalistiske budgetter samt en renere Skanderborg Sø.
Til gengæld må de leve med, at ligestillingen har ringe vilkår i det nye byråd. Hvor der i det siddende byråd er 11 kvindelige politikere, så er det kun lykkedes for syv kvinder at opnå valg til det byråd, der trækker i arbejdstøjet 1. januar.