Fortsæt til indhold

Akvariefisk, lækker mad og dødsvære sudokuer - Så er Anni i den syvende himmel

Nyvalgte Anni Schmidt Pedersen er en af bare syv kvinder i det nye byråd. Vi har taget et nærmere kig på, hvem den nye politiker er bag facaden.

Politik

Downtown Skanderborg bor et af Skanderborg Byråds nye kvindelige medlemmer. Her, sammen med ægtemanden Jakob, deres 13-årige søn Niels, akvariefisk i stimevis og den orange hankat Uffe har Anne Schmidt Pedersen sin trygge base.

Hun er kendt som en kvinde med store armbevægelser, en livlig mimik, fabelagtig humor og hundredvis af bolde jonglerende i luften. Og så er hun skarp på iværksætteri.

Siden 2018 har Anni, der i dag er 44 år, stået i spidsen for iværksætterhuset Bymakers på Godthåbsvej, hvor hun er facilitator og daglig støtte for en række små virksomheder.

Derfor undrer det ikke, at det, hun først og fremmest brænder for politisk, er vækstlaget og de små virksomheders vilkår og trivsel.

Med en baggrund som cand.it i informationsvidenskab, flere års erfaring som ledelseskonsulent og de seneste otte års erfaring som selvstændig ved hun om nogen, hvad der er på spil.

Talerør for de små virksomheder

»Politik handler om holdninger, og når jeg går ind i politik nu, så er det jo også fordi jeg gerne vil være med til at påvirke beslutningerne i en bestemt retning. Jeg er optaget af erhvervslivet qua mit virke som selvstændig, og det er naturligvis de små virksomheder der er mit lille hjertensbarn,« indrømmer hun glad, da Din Avis kigger forbi på Godthåbsvej.

»Men faktisk er jeg superoptaget af, hvordan Skanderborg kan blive en god erhvervskommune og ikke kun et sted, folk bosætter sig i hobevis. Skanderborg skal også være en kommune, der skaber arbejdspladser. Et stærkt erhvervsliv giver et stærkt arbejdsmarked, og så er der råd til stærk velfærd. Den sandhed tror jeg på,« konstaterer hun.

Jeg er grundlykkelig. Fra naturens side har jeg fået meget høje niveauer af serotonin og dopamin. Der skal ikke så meget til, før jeg spinder af lykke
Anni Schmidt (S), nyvalgt byrådsmedlem

Politik har som sådan altid interesseret Anni, men det er først nu hun er et sted i sit liv, hvor der er tid og overskud til at gå ind i politik.

»Jeg synes, det kunne være interessant at prøve at arbejde ind i politik i stedet for kun at arbejde ind i et erhverv. Det er et helt nyt område, og for sådan et menneske som mig, som elsker at lære og prøve nye ting, så er det en gave at få lov at være med. Det er jeg taknemmelig for og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang.«

Nysgerrig med frihedstrang

En enorm nysgerrighed og en rummelig tilgang til andre mennesker er det første Anni nævner, hvis hun skal tage et nøgternt kig på sine egne kompetencer.

»Jeg er utrolig relationsbåret. Det, jeg går ind til den her nye opgave med, er det stik modsatte af en konfrontatorisk tilgang.«

Den må hun lige uddybe for journalisten.

»Jamen, det handler om, at jeg er meget nysgerrig og samtidig dygtig til at stille spørgsmål. Jeg vil samtalen og det gode kompromis. Er der noget, de seneste otte år som virksomhedsejer har lært mig, så er det, at de gode beslutninger sjældent er en mands værk.«

Nogen kunne måske finde på at kalde Anni for lidt af en arbejdsnarkoman, men set med hendes egne øjne, så handler det mere om en stor trang til frihed og en modstand mod faste arbejdsrammer.

»Jeg har aldrig været glad for otte til fire-jobs. Det passer simpelthen ikke til mig, og det er nok derfor, jeg er så glad for at være selvstændig. Jeg kan sagtens stå op og tage på arbejde kl. halv seks, men at skulle blive til et bestemt tidspunkt, det dur ikke til mig. Jeg har brug for frihed. Til gengæld liver min hjerne op igen sidst på aftenen, og jeg kan uden problemer klø på i flere timer.«

På listen over Annis yndlingsfritidsbeskæftigelser ligger bøger højt.

»Jeg slapper godt af med bøger. Lige nu er jeg ved at læse Marcel Prousts ’På sporet af den tabte tid’. Jeg læser meget forskelligt lige fra god klassisk litteratur til populært nutidigt. Jeg har vist det, der kaldes en bred smag.«

En anden fritidslast er sudokuer – jo sværere desto bedre.

»Jeg opdagede dem for alvor under Coronaepidemien. Dér fandt jeg en YouTube kanal med en verdensmester indenfor sudoku-universet. Han havde lavet en app, jeg downloadede, og jeg har været helt fortabt lige siden.«

Bidt af en gal fisk

Midt i kontoret står et stort akvarium og lyser op. En af Annis mere specielle hobbyer, som det kræver lidt overtalelse at få hende til at fortælle mere om.

»Tror du virkelig, det går an at fortælle om cikliderne? Folk tror da, jeg er vanvittig kedelig, hvis de hører, jeg passer akvariefisk,« forsøger hun.

Alligevel indrømmer hun at være bidt af en gal fisk og at det faktisk er en ”nedarvet” hobby fra hendes far.

»Jeg har ciklider, der yngler, og når et par stykker af dem er rykket ind her på kontoret, så er det måske fordi, der er ved at være lidt for mange af dem derhjemme,« griner hun.

Trods de mange bolde i luften er det Anni, der er familiens køkkenchef. Hun elsker at lave mad, og kunne hun selv bestemme, ville hun i sit næste liv være italiensk bjergbonde, selvforsynende med pasta og god rødvin.

»Jeg er en stor fan af hverdagslykke og er så heldig, at være et utroligt lykkeligt menneske. Jeg er grundlykkelig. Fra naturens side har jeg fået meget høje niveauer af serotonin og dopamin. Der skal ikke så meget til, før jeg spinder af lykke. Det kan være en fed sang i radioen eller noget sjovt, min søn fortæller.”

Men Anni er også fuldt bevidst om, hvad der får hende op i det røde felt:

»Jeg kan ikke have uretfærdighed. Hvis folk behandler andre unfair, tro mig, så kan jeg flytte bjerge.«