Borgmesteren er indlagt
Borgmester takker hospitalspersonalet og sin familie. Operationen giver håb om fornyet energi til arbejdet som borgmester.
Ganske kort efter at det nye byråd i Favrskov Kommune har konstitueret sig, ligger borgmester Lars Storgaard (K) indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Det er rygproblemer, som har tvunget den 64-årige tidligere politimand i sygesengen.
»De seneste halvandet til to år har jeg døjet med ryggen. Smerter, der gradvist er blevet værre, og som har sat sine tydelige spor i hverdagen. Løbeturene blev kortere, energien mindre, og ja, der er også løbet lidt på sidebenene,« skriver han i et opslag på Facebook.
»Hvis nogen har bemærket, at jeg indimellem har set lidt mærket ud i de seneste måneder af valgkampen, så har det haft en meget konkret årsag. Smerterne i ryggen er taget til, og det har til sidst fyldt mere, end det burde,« fortsætter borgmesteren i opslaget.
Opslaget er ledsaget af et billede, hvor Lars Storgaard ser glad, men lettere medtaget ud.
Det var lægernes vurdering, at en operation var nødvendig, hvis Lars Storgaard skal have en smertefri hverdag.
»Derfor er jeg meget taknemmelig for, at det her i december, lige efter konstitueringen, har kunnet lade sig gøre,« lyder det fra Storgaard.
Operationen er gået godt, og borgmesteren ligger altså nu indlagt på Aarhus Universitetshospital i Skejby »med en stor lettelse i kroppen,« siger han og fortsætter:
»En stor og oprigtig tak til det dygtige og omsorgsfulde personale for en fantastisk behandling. Og så en helt særlig tak til mine piger for opbakning, tålmodighed og kærlighed. Det betyder mere, end I aner. Jeg glæder mig også helt enormt til igen for alvor at kunne tumle rundt med Arthur, uden at ryggen hele tiden sætter grænser.«
Nu venter en jul, hvor Lars Storgaard skal komme sig, samle kræfter og se fremad.
»Jeg glæder mig til en ny periode som Favrskov Kommunes borgmester med fornyet energi og forhåbentlig uden de smerter, der har fyldt alt for længe.«