Fortsæt til indhold

Optimistisk Venstre formand: Vi finder en konkurrencedygtig kandidat

Venstre på Djursland kæmper fortsat med at finde en lokal folketingskandidat. Men et gennembrud lurer, lyder det fra kredsbestyrelsens formand.

Politik

Næste folketingsvalg, det 72. valg til Folketinget i Kongeriget Danmark, skal senest finde sted den 31. oktober 2026, i henhold til Danmarks Riges Grundlov, § 32, der definerer en valgperiode på fire år.

Statsminister Mette Frederiksen trykker ganske givet på valgknappen inden deadline, og derfor er det ikke optimalt, når man fortsat ikke har en folketingskandidat.

Det er tilfældet med Venstre på Djursland, som efter valget i 2021 måtte erkende, at det var en satsning at hente en kandidat med bopæl på Sjælland.

Jens Kloppenborg gjorde en behjertet indsats under valgkampen, men vælgerne stillede spørgsmålstegn ved, om han fra sin bopæl i Rudersdal Kommune kunne løfte Djurslands dagsordener ind på Christiansborg.

Umiddelbart efter valget meddelte Jens Kloppenborg, at det blev ved denne ene gang.

Har flere i folden

Formand for Venstres kredsbestyrelse, Ilka Daniel, tror på, at Venstres medlemmer snart kan tage stilling til, hvem der skal være Djurskredsens kandidat ved det kommende folketingsvalg. Arkivfoto

Siden har Venstre kæmpet indædt for at finde en kandidat - uden held - men nu lysner det, fortæller Ilka Daniel, formand for Venstres kredsbestyrelse.

Hun fortæller, at kredsbestyrelsen holder møde i slutningen af januar, hvor valg af folketingskandidat er på dagsordenen.

»Jeg er sikker på, at vi finder en konkurrencedygtig kandidat. Vi har pt. to interesserede kandidater, og jeg taler med to andre,« siger Ilka Daniel.

Efter bestyrelsesmødet vil der blive meldt en dato ud for opstillingsmødet, hvor medlemmerne kan møde kandidaterne og beslutte, hvem de vil pege på.

Vi har pt. to interesserede kandidater, og jeg taler med to andre

Bopæl altafgørende

Ilka Daniel understreger, at bopæl er meget afgørende.

»Det så vi ved det seneste valg. Det betyder ikke nødvendigvis, at vedkommende skal bo i Norddjurs eller Syddjurs, men han eller hun skal have en tilknytning til lokalområdet arbejdsmæssigt eller på anden vis.

Men du kan selvfølgelig godt bo i Favrskov, Aarhus eller Randers og fortsat have tæt tilknytning og kendskab til Djursland.«

Blevet lettere

Hun tilføjer, at det er blevet lettere at tale med potentielle kandidater end for et halvt år siden.

»Vores kommunal- og regionsrådsvalg fik øjnene op hos folk på, at der fortsat er bid i Venstre.«

Ilka Daniel erkender også lakonisk, at det haster med at vælge en kandidat.

»Vi har ikke lang tid at løbe på, fordi vi skal have mulighed for at markedsføre vores kandidat seriøst.«