Fortsæt til indhold

Forslag: Grønlands og Færøernes flag i byrådssalen

Danmarksdemokraterne ønsker at markere rigsfællesskabet med flag i byrådssalen. Partiet foreslår, at Grønlands og Færøernes flag placeres ved siden af Dannebrog.

Politik

Danmarksdemokraterne, der ved kommunalvalget fik tre mandater i byrådet, annoncerede i valgkampen, at partiet ville arbejde anderledes i byrådssalen end hidtil kendt.

Til årets første byrådsmøde onsdag 28. januar har Danmarksdemokraterne bedt om at få tre punkter på dagsordenen. Partiets politiske ordfører, Erik Poulsen, forventer, at borgmesteren og kommunaldirektøren vil sørge for, at det sker.

Det handler ikke blot om flag. Det handler om værdier.

Grønland på dagsordenen

Et af de tre forslag handler om den aktuelle situation, hvor Grønland er endt på alverdens forsider, fordi den amerikanske præsident stædigt fastholder, at ejendomsretten til verdens største ø skal overgå til USA. Danmarksdemokraterne mener, at Syddjurs Byråd skal markere sin klare afstandtagen.

Partiet foreslår, at byrådet klart og synligt markerer sin opbakning til rigsfællesskabet ved at placere det grønlandske og det færøske flag side om side med Dannebrog i byrådssalen.

Erik Poulsen siger: »I en tid præget af usikkerhed og ydre trusler mod kongerigets territoriale integritet, er det vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen. Truslerne mod vores fælles rige optager og bekymrer os alle, og de kalder på tydelige handlinger, der viser sammenhold, ansvar og solidaritet.«

»Grønland og Færøerne er en uadskillelig del af Danmarks fælles historie, nutid og fremtid. Rigsfællesskabet bygger på demokrati, gensidig respekt og et stærkt sammenhold på tværs af afstande i Nordatlanten. Når dette fællesskab udfordres, må svaret være tydeligt: Vi står sammen.«

Flagdage i Syddjurs Kommune

Ved at lade de tre flag repræsentere riget i byrådssalen mener Danmarksdemokraterne, at byrådet et klart signal til borgere i kommunen og til omverdenen om, at vi bakker op om demokratiet, selvbestemmelsen og kongerigets sammenhold inden for rigsfællesskabet.

Derudover foreslår Danmarksdemokraterne, at Syddjurs Kommune fremover markerer Grønlands nationaldag søndag 21. juni 2026 ved at flage med det grønlandske flag og Færøernes nationaldag, Ólavsøka, på dansk Olai - 29. juli, ved at flage med det færøske flag, i overensstemmelse med Justitsministeriets cirkulære om officielle flagdage.

Erik Poulsen understreger: »Det handler ikke blot om flag. Det handler om værdier. Om respekt. Om fællesskab. Og om at vise, at også lokalt tager vi ansvar for det store fællesskab, vi er en del af. I udfordrende tider skal sammenhold ikke bare tales om, det skal vises.«