Fortsæt til indhold

Venstre vil placere ny kaserne ved lufthavnen

Antallet af værnepligtige i Danmark skal øges, og det kræver nye kaserne. Venstre foreslår blandt andet en i Tirstrup.

Politik

Antallet af værnepligtige i Danmark skal fordobles.

Sådan lød oplægget fra Venstres statsministerkandidat Troels Lund Poulsen søndag aften, hvor han var i debat med statminister Mette Frederiksen, som erklærede sig enig.

En fordobling af værnepligtige kræver dog plads, og ifølge Venstre er der brug for at etablere mindst tre nye kaserner i Danmark.

Den første skal etableres på Fyn, foreslår partiet, og derefter er turen kommet til Østjylland.

»Derudover foreslår vi en ny kaserne i Tirstrup i forbindelse med opbygningen af Danmarks jordbaserede luftforsvar, som i dag i øvrigt hører hjemme i Skalstrup nær Roskilde. Her har Forsvaret arealer, og Vestdanmark kan dækkes godt ind fra den lokation,« skriver Troels Lund Poulsen på Venstres hjemmeside.

I dag har Danmark et mål om 6.500 værnepligtige i 2033. Det mål skal nås allerede i 2030, og derefter skal antallet gradvist øges til 13.000 unge, der skal trække i trøjen fra 2035.

Og en del af dem skal altså huses ved lufthavnen i Tirstrup, hvis det står til Venstre.

»Det er en rigtig god nyhed. Det vil være fantastisk for Djursland og Østjylland,« siger Venstres Gert Bjerregaard, medlem af Aarhus Byråd og kandidat til Folketingsvalget.

»En kaserne i Tirstrup rummer et potentiale for lokalområdet, der kan få en ny, stor arbejdsplads. Derudover er det også en blåstempling af vores lufthavn, og at den også skal være der i fremtiden. Jeg er stolt over, hvis vi kan være med til at løfte vores del af ansvaret for Danmarks sikkerhed.«

Aarhus Airport solgte i 2025 de flyoperative anlæg i Tirstrup for 70 millioner kroner til Forsvaret.