Fortsæt til indhold

De personlige stemmer er talt op: Her er stemmeslugerne i Favrskov Kommune

Charlotte Green fra Søften er den eneste bosiddende folketingskandidat i Favrskov Kommune i top-10.

Politik

Alle 14 valgsteder i Favrskov Kommune er nu færdige med finoptællingen af de personlige stemmer til folketingsvalget.

Der blev i alt afgivet 31.236 stemmer i kommunen ud af 35.438 stemmeberettigede, hvilket giver en stemmeprocent på 88,1. På landsplan var tallet 84,0 procent, så borgerne i Favrskov har altså en noget højere stemmeprocent end gennemsnittet.

Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh fik 2.126 personlige stemmer i Favrskov og dermed flest af alle kandidaterne, man kunne stemme på. Herefter følger to andre borgerlige partiledere, Troels Lund Poulsen og Mona Juul og finansminister Nicolai Wammen, der alle fik over 1.000 personlige stemmer i Favrskov.

Herefter er der et spring ned til Lars Boje Mathiesen, leder af Borgernes Parti. Efter ham følger Charlotte Green, der er byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti og bor i Søften. Hun er den eneste bosiddende kandidat i Favrskov på top-10 listen over stemmeslugerne i kommunen. Efter hende følger Louise Louring fra Venstre, der er vokset op i Hammel, men bor i Odder Kommune og i november blev valgt ind i byrådet i Odder.