Fortsæt til indhold

Anders G. Christensen: »Man får det indtryk, at byrådet og Favrskov Kommune er i lommen på Unison«

Tidligere borgmester retter hård kritik af kommune og politikere i sagen om et kæmpe solcelleanlæg ved Hadsten.

Politik

»Favrskov Kommune har på ingen måde lyttet til borgerne. Man får det indtryk, at byrådet og Favrskov Kommune er i lommen på Unison, der selv har lavet lokalplan og miljøvurdering. Der er ikke meget armslængdeprincip i den sagsbehandling. At forvaltningen vurderer, at der er taget hensyn til naboerne, er som taget ud af det, Unison siger. Det er trist, at borgerne fuldstændig bliver negligeret.«

Tidligere borgmester og nuværende formand for Region Midtjylland, Anders G. Christensen, langer hårdt ud efter byråd og kommune i forbindelse med, at der nu er lavet et lokalplanforslag for et kæmpe solcelleanlæg, som er på vej i høring hos kommunens borgere.

Regionsrådsformanden er tidligere borgmester i den daværende Hadsten Kommune og sad indtil for godt fire år siden i byrådet i Favrskov Kommune. Han bor selv inden for 200-meter-zonen til det planlagte anlæg nord for Hadsten og har tidligere været meget kritisk over for, at kommunen vil tillade et så ”monstrøst” stort solcelleanlæg tæt ved Hadsten, Nørre Galten og Hadbjerg.

Din Avis har talt med Anders G. Christensen, der fastholder og uddyber sin nye kritik af byråd og kommune. Han siger, at det er projektudvikleren Unison, der de facto har betalt og udarbejdet lokalplanforslaget og den næsten 200 sider lange miljørapport. I lokalplanforslaget står der, at det er lavet af Favrskov Kommune, men det står der i alle lokalplaner, der er lavet af firmaer, siger Anders G. Christensen.

Han er kritisk over for både lokalplanen og miljørapporten, som bygherren (Unison) har pligt til at lave, og som er lavet med hjælp fra to konsulentfirmaer.

»De kan kun være skrevet af nogle, der har en bestemt holdning til at gennemføre projektet. Der mangler armslængde og objektivitet, og når man som jeg har læst alle høringssvarene til startredegørelsen, støder det mig, når man skriver i lokalplanforslaget, at man har lyttet til borgerne. Det her tjener ikke demokratiet til ære og værdighed.«

Anders G. Christensen mener, at det var en fejl af kommunen, at man i sin tid ikke tog en drøftelse af, hvor man kunne tænke sig solcelleanlæg, frem for at lade det være op til projektudviklere at komme med forslag til, hvor de kunne tænke sig at opføre anlæg. Han mener, at det aktuelle anlæg ved Hadsten med 240 hektar solceller i et område på 330 hektar er alt for voldsomt og burde være spredt ud på flere mindre anlæg rundt omkring i kommunen.

»De mest miljøfanatiske synes, det er fantastisk, at man kan fikse hele kommunens mål for CO2-reduktion med ét anlæg, men det er ikke en fair måde at gøre det på. Det her bærer præg af, at man er fløjtende ligeglad med borgerne og kun har lyttet til Unison og de tre store lodsejere, der ejer det meste af jorden, hvor anlægget skal ligge. Kommunens politik for borgerinddragelse er ikke det papir værd, det er skrevet på, for der står, man skal inddrage borgerne ved store projekter.«

Hvorfor skulle byrådet og kommunen være i lommen på Unison?

»Det undrer jeg mig også over, men det virker meget orkestreret, og derfor får jeg den tanke, at Unison svinger piben, som kommunen danser efter. Politikerne har været fuldstændig tonedøve over for borgernes synspunkter, og jeg synes ikke, hverken lokalplanen eller miljørapporten er uvildig. Der er nogle visualiseringer i miljørapporten, der heller ikke er det papir værd, de er trykt på, og det er tæt på uartigt at skrive, man har lyttet til borgerne, og at det bliver et rekreativt område. Det svarer til at sælge Tjernobyl som et rekreativt område,« siger Anders G. Christensen.

Avisen har forelagt den tidligere borgmesters udtalelser for den nuværende borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard. Han ønsker ikke at kommentere på kritikken, men påpeger, at sagen endnu ikke har været behandlet i hverken Økonomiudvalget eller byrådet, og at Anders G. Christensen ligesom alle andre kan indsende høringssvar under den otte uger lange høringsperiode.