Fortsæt til indhold

Stor udvidelse af flextrafik: Alle byer med over 200 indbyggere får knudepunkt, der giver adgang til billig transport

Flere får mulighed for at bruge flextrafik, hvor prisen er ned til tre kr. pr. kilopmeter.

Politik

Byrådet i Favrskov Kommune har besluttet at forbedre den kollektive trafik ved at styrke flextrafikken, som er en fleksibel og behovsstyret trafikordning, der kører uden faste ruter eller køreplaner. Forbedringen består i at udvide antallet af knudepunkter fra 20 til 45, således at alle byer over 200 indbyggere fremover vil have et knudepunkt.

»Det er en løsning, der passer godt til en landkommune som vores, hvor vi ikke kan køre med busser alle steder,« sagde Niels Christian Selchau-Mark, formand for Teknik- og Miljøudvalget, ved byrådets behandling af sagen.

Standardprisen for flextrafik er otte kr. pr. kilometer, men hvis du starter eller slutter din tur ved et knudepunkt, kan prisen komme ned på tre kr. pr. kilometer. Der er altså en gedigen besparelse at hente ved at benytte et knudepunkt, som der nu kommer mere end dobbelt så mange af.

De nuværende 20 knudepunkter koncentrerer sig om hovedbyerne Hinnerup, Hadsten, Hammel og Ulstrup, mens de fleste af de 25 nye knudepunkter er placeret i mindre byer i oplandet og dermed skal være med til at styrke mobiliteten, især i landdistrikter.

Syv af de 25 nye knudepunkter er efter ønske fra Ældrerådet placeret ved plejehjem og lægehuse i de større byer.

»Det er helt fantastisk og en markant forbedring af sammenhængskraften mellem land og by, særligt for ældre, folk med nedsat mobilitet og udenfor byerne,« sagde Mette Nøhr fra Det Konservative Folkeparti og understregede, at der skal gøres en indsats for at udbrede kendskabet til flextrafik.

Fremstilling og opsætning af de 25 nye knudepunktsskilte forventes at løbe op i 175.000 kr. Udvidelsen forventes at medføre ekstra 3.000 kørsler om året, der vil koste kommunen i gennemsnit 150 kr. og i alt 450.000 kr. om året.

Kommunen har været i dialog med Randers, Syddjurs og Skanderborg, der har gode erfaringer med at øge antallet af knudepunkter til et niveau svarende til 45 knudepunkter i Favrskov, uden at det har givet kommunerne meget større udgifter.