Lokal virksomhed tager teknologisk kvantespring med ny investering
Ny varmekalander giver Mols Print Kompagni markant mere fart på produktionen.
Mols Print Kompagni A/S, der holder til i Erhvervsparken i Ebeltoft, har øget produktionskapaciteten med en investering i en ny varmekalander fra italienske Monti Antonio.
En varmekalander er en maskine, der bruger varme og tryk til at fiksere farver på tekstiler og andre materialer, så printet bliver holdbart og skarpt. Ifølge virksomheden kan produktionseffektiviteten stige med op til 50 procent.
Målet er at styrke leveringssikkerheden og fastholde hurtig levering fra dansk produktion.
Mere effektiv produktion
Produktionschef Lasse Kahr oplyser, at den nye kalander har samme bredde som den tidligere, men en større tromlediameter. Det er med til at øge hastigheden væsentligt.
»Ligesom vores gamle kalander kører den nye 320 cm i bredden. Men med en tromlediameter på 50 cm kan vi øge hastigheden væsentligt i forhold til tidligere. Vi bliver helt op til 50 procent mere effektive. Og når vi kan få mere igennem hurtigere, skærer vi af vores i forvejen korte leveringstid og øger leveringssikkerheden. Det er en stor, intern forandring i vores hverdag, som selvfølgelig også vil komme vores kunder til gode.«
Udvikling og ejerskab
Virksomheden har siden 1977 været en kendt aktør i den danske printbranche, tidligere under navnene V1 Printcompany og Bannerkompagniet.
Mols Print Kompagni beskæftiger ti ansatte og drives af indehaver Morten Fritz, nu sammen med Lasse Kahr, der på kanbten til 2026 købte sig ind i virksomheden og dermed blev medejer.
Morten Fritz oplyser, at investeringen ligger i tråd med virksomhedens strategi om at styrke dansk produktion.
»Der er i princippet intet nyt under solen i vores allerede fastlagte strategi. Vi ønsker at styrke og udbygge vores danske produktion her på Mols, så vores kunder får mulighed for at træffe et ansvarligt valg indenfor storformatprint. Og vores investering i den nye varmekalander går 100 procent i tråd med denne strategi.«
Erfaring og lokal produktion
Lasse Kahr har mere end 20 års erfaring inden for storformatprint og et indgående kendskab til maskiner og produktionsudstyr.
Da han ved årsskiftet blev medejer udtalte han: »Der er en helt særlig kultur og ånd her i Mols Print Kompagni. Fra første dag har jeg kunnet mærke Mortens ambitioner og se potentialet i at styrke dansk produktion i en branche, hvor mange ellers lukker ned eller flytter ud. Jeg har en stor tro på kvaliteten af det, vi bygger her – både fagligt og personligt.«
Den økonomiske soliditet afspejler sig i følgende:
Resultatopgørelsen for regnskabsåret 1. januar 2025 - 31. december 2025 udviser et resultat på kr. 1.133.160, og selskabets balance pr. 31. december 2025 udviser en balancesum på kr. 4.772.890, og en egenkapital på kr. 2.857.563.