Seks år som magtfuld gruppeformand – nu er han skubbet ud på sidelinjen
Socialdemokratiets mangeårige tillidsmand i folketingsgruppen, Leif Lahn Jensen, må afgive posten til comeback-klar Mathias Tesfaye og kæmper nu for at fastholde sin indflydelse på Borgen.
En gammel socialdemokrat sagde engang: »Du får mange venner i politik, bare ikke i dit eget parti.«
Tag hvad der kommer, eller hold dig væk. Sådan lyder det ofte i politik, hvor poster hurtigt kan skifte hænder.
Leif Lahn Jensen, socialdemokratisk folketingsmedlem valgt i Djurskredsen siden 2007, må efter seks år afgive posten som gruppeformand for Socialdemokratiet i forbindelse med regeringsomdannelsen.
Ny mand i spidsen
Den nye gruppeformand er Mathias Tesfaye, der vender tilbage til folketingsgruppen efter flere år som minister, senest som undervisningsminister.
Leif Lahn Jensen har varetaget posten som gruppeformand i to omgange – først et år under Helle Thorning-Schmidt og senest seks år under Mette Frederiksen.
Han beskriver rollen som tillidsmand for folketingsgruppen som et af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige jobs i partiet.
»Jeg har selvfølgelig oparbejdet en viden, som jeg gerne vil hjælpe Mathias med. Jeg vil gå efter maksimal indflydelse og skal fortsat hjælpe til med at få gruppen til at fungere. Det har jeg trods alt fået noget erfaring med, som jeg vil give videre til min afløser, der er en god fyr,« lover Leif Lahn Jensen.
Poster skifter hænder
Han understreger, at det er en naturlig del af det politiske arbejde, at poster skifter hænder. Det er statsministeren, der sætter holdet.
»Jeg ser det ikke som en degradering, men at en ny mand kommer til. Jeg vil fortsat søge maksimal indflydelse og har en masse gode netværk, som jeg vil bruge,« siger han.
Leif Lahn Jensen oplyser, at han i øjeblikket overvejer, hvilke af Folketingets udvalg han skal lægge billet ind på.
Sideløbende med posten som gruppeformand har Leif Lahn Jensen også været statsrevisor og medlem af Folketingets præsidium.
Det er usædvanligt, at et folketingsmedlem har kunnet varetage flere så markante poster samtidig.
Leif Lahn Jensen siger da også, at han efter folketingsvalget i marts og nu præsentationen af den nye regering ikke forventer at beholde alle sine poster.
»Vi må se, hvad det ender med. Jeg har været på Borgen i mange år og kender gamet. For mig handler det nu om at passe min kreds og tage de opgaver på mig, som jeg får stillet i udsigt.«