Fortsæt til indhold

Hjemløse bliver bare ved med at være hjemløse

35 mennesker lever i hjemløshed på Djursland.. De samme mennesker står stadig uden et hjem

Politik

Den seneste hjemløsetælling fra VIVE viser, at 35 mennesker lever i hjemløshed i Norddjurs og Syddjurs kommuner. I Norddjurs er tallet 15, mens Syddjurs har 20 hjemløse. Det fremgår af opgørelsen for Region Midtjylland, hvor det samlede antal hjemløse er 1098.

Kirkens Korshær vurderer, at tallene understreger behovet for en ny hjemløsereform.

Jonas Jakobsen, konstitueret chef for Kirkens Korshær, udtaler: »Når tallene står stille, betyder det ikke, at problemet er løst. Det betyder bare, at de samme mennesker stadig står uden et hjem.«

Organisationen peger på, at hjemløshed rammer både større byer og mindre lokalsamfund.

»Vi skal blive bedre til både at forhindre, at mennesker mister deres hjem, og hjælpe dem hurtigt videre, hvis de gør,« påpeger Jonas Jakobsen.

National boliggaranti

Kirkens Korshær foreslår blandt andet en national boliggaranti, som skal sikre mennesker i hjemløshed en passende bolig inden for tre måneder. Samtidig anbefales det, at kommunerne får mulighed for at yde økonomisk støtte til borgere, der ikke har råd til husleje og andre basale udgifter.

Organisationen fremhæver, at en bolig ikke kan stå alene. Mennesker i hjemløshed med komplekse udfordringer skal have den støtte, de reelt har brug for, hvis de skal kunne blive boende i en bolig. Kirkens Korshær anbefaler derfor, at kommunerne får bedre økonomiske muligheder for at tilbyde den nødvendige bostøtte – også når behovet er omfattende.

Kirkens Korshær opfordrer Folketinget til at følge hjemløsetællingen op med en »Hjemløsereform 2.0«, der bygger videre på den nuværende reform, men lukker de huller, der fortsat efterlader tusindvis af mennesker i hjemløshed