Hvad kommer efter partierne, når partisystemet bryder sammen?

Det danske partisystem er i opbrud.

I mere end 120 år har partierne været rygraden i det politiske liv, både nationalt og lokalt. Siden Systemskiftet i 1901 har de organiseret kandidater, formuleret politik og kanaliseret borgernes ønsker ind i de demokratiske institutioner.

I dag er der tydelige tegn på, at den model er ved at gå i opløsning. Medlemstallene i de lokale partiforeninger falder, ungdomsforeningerne er forsvundet, og det klassiske partiarbejde har mistet tiltrækningskraft. Mange borgere engagerer sig i stedet i enkeltsager, der berører deres hverdag direkte, mens partierne i stigende grad reduceres til valgorganisationer.

Historisk var partierne folkelige bevægelser med stærke rødder i lokalsamfundene. De politiske ungdomsforeninger fungerede som rekrutteringskanaler, hvor unge lærte demokrati, debat og foreningsliv. Her blev den næste generation af politikere skolet og forberedt til at tage ansvar lokalt og nationalt. I dag er billedet et andet. Der findes ikke en eneste aktiv politisk ungdomsforening i Syddjurs eller Norddjurs.

De, der stiller op til kommunalvalg, har derfor sjældent været politisk aktive siden teenageårene. For mange bliver kommunalvalget en platform, de afprøver.

En lakmusprøve.

Bliver de valgt, fortsætter de. Bliver de ikke valgt, trækker de sig ofte fra det politiske arbejde igen. Tidligere var det almindeligt, at man blev i partiet og deltog i arbejdet mellem valgene, også uden en plads i byrådet eller kommunalbestyrelsen.

I dag er det kun få, der engagerer sig mellem valgene.

Når antallet af partimedlemmer er faldet markant, betyder det i praksis, at en meget lille gruppe afgør, hvilke kandidater vælgerne kan stemme på ved kommunalvalg, folketingsvalg mv.

Det står i kontrast til de godt 35.000 stemmeberettigede borgere i Syddjurs og knap 30.000 i Norddjurs ved KV25. Alligevel var valgdeltagelsen kun 72,7 pct. i Syddjurs og 67,7 pct. i Norddjurs.

Når få er medlemmer af partierne, og en faldende andel stemmer, melder spørgsmålet sig: Hvor stærk er den demokratiske legitimitet?

Ifølge Grundloven er de politiske partier slet ikke nævnt. Medlemmer af byråd og Folketing er kun bundet af deres egen overbevisning. Det understreger i vores moderne tid, at det i sidste ende er den enkelte politiker, der bærer ansvaret for at varetage borgernes interesser, ikke partiet.

Når partierne samtidig mister medlemmer, lokal forankring og evnen til at rekruttere og uddanne nye politikere, bliver spørgsmålet mere påtrængende: Hvad skal så bære demokratiet?

Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvis partierne ikke længere kan bære det lokale demokrati, hvad skal så? Skal der udvikles nye former for politisk organisering? Og hvordan sikres det, at beslutningerne fortsat træffes åbent, gennemsigtigt og med reel borgerindflydelse?

Det er den debat, der nu presser sig på: Hvordan skal det lokale demokrati organiseres fremover, når partierne stempler ud?