Riber om Hovedgaden: Godt projekt, elendig kommunikation
Kommunikationen om Hovedgade-projektet i Rønde har haltet hele vejen rundt, erkender næstformand i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget, Riber Hog Anthonsen (V), der nu kræver faste briefinger, hurtige svar til de erhvervsdrivende og langt større gennemsigtighed i resten af anlægsperioden.
»Vi må bare erkende, at kommunikationen ikke har været god nok med handelslivet og borgerne i Rønde, men heller ikke til os politikere,« siger Riber Hog Anthonsen (V), næstformand i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget.
Arbejdet med Hovedgade-projektet i Rønde er efter sommerferien nået til et punkt, hvor frustrationen i handelslivet er blusset op. Senest er den kommet til udtryk i en skrivelse til udvalget fra samlede Rønde Handel og Erhverv med en klar appel til politikerne om at komme på banen.
»Vi var sammen forleden i udvalget i anden sammenhæng, og efter mødet vendte vi henvendelsen fra Rønde Handel og Erhverv og blev enige om at stille en række spørgsmål til vores forvaltning, som vi afventer svar på.«
For Riber Hog Anthonsen er der dog ingen tvivl om, at meget af utilfredsheden bunder i manglende information og kommunikation, og det skal forbedres.
Plads til forbedringer
»Det er uhyre vigtigt, at resten af arbejdsperioden bliver afviklet, så vi alle kender til planerne og hurtigt får oplyst, hvis der er ændringer. Det kan selvfølgelig ikke nytte noget, som handelslivets repræsentanter giver udtryk fort, at de kan sidde med til et møde og tage derfra med visheden om, at nu er der en plan, for så kort tid senere at se, at det er der ikke alligevel.«
Falder den ikke tilbage på jer politikere, når du siger, at kommunikationen og informationen til jer ikke har været god nok? I kan da bare selv bede om information løbende?
»Nej, det mener jeg ikke. Vi kan ikke bruge tid på selv at skulle sætte os ind i alle detaljer. Her forventer jeg, at vi løbende får en orientering fra projektledelsen om forløbet, og det skal blive bedre.«
Flere forhold undrer Riber Hog Anthonsen.
»Hvis det er korrekt forstået, at indehaveren af Café Lauritz selv har foreslået at holde ferie, så arbejdet foran hendes café kan klares uden, at der går gæster ind og ud af caféen, og ikke har fået svar, så er det ikke godt nok.«
Undrer sig over manglende briefing
Han finder det i orden og helt efter bogen, at repræsentanter fra Rønde Handel og Erhverv ikke deltager i byggemøder. Men han undrer sig over, at der tilsyneladende ikke er en aftale om, at handelslivet efter et byggemøde får en briefing om, hvordan den næste tid ser ud.
»Det kan da ikke være svært at få aftalt en praksis for dette.«
Riber Hog Anthonsen forstår til fulde frustrationerne på Hovedgaden, men han appellerer til, ligesom udvalgsformand Kim Lykke Jensen har gjort, at handelslivet tager imod den fremstrakte hånd fra udvalgsformanden, så opbakningen til at komme videre med arbejdet er der.
»Vi skal sørme i mål med et godt projekt, som der har været stor borgerinteresse for, og som bliver godt. Men det kræver meget mere gennemsigtighed og bedre information og ikke mindst kommunikation.«
læser
Skal spare 43,5 millioner – alligevel er der penge til skoler, svømmehal og Royal Run
lige nu