Sådan vil kommunen fordele 3,2 mio. kr. til projekter i nærheden af seks nye vindmøller
Friskole, vandværk og forsamlingshuse får glæde af millioner fra Grøn Pulje.
Den nye vindmøllepark ved Hallendrup med seks 150 meter høje vindmøller har udløst en grøn pulje på 3,375 mio. kr.
Fire procent af det samlede beløb, som skal betales af opstilleren Wind Estate fra Randers, går til Favrskov Kommunes administration af puljen, hvorefter der er 3,24 mio. kr. til de ansøgte projekter.
Pengene kan søges til lokale projekter, og kommunen har modtaget 23 ansøgninger på i alt knap 11 mio. kr. Ansøgningerne er blevet behandlet af forvaltningen, der har foreslået at støtte otte projekter, der vurderes bedst at leve op til kriterierne for uddeling, som er:
- I hvor høj grad projektet gavner de nærmeste naboer til vindmøllerne.
- I hvor høj grad projektet understøtter og styrker lokalsamfundets attraktivitet.
- Projektets originalitet og nytænkning.
- Projektets parathed, kvalitet og realiserbarhed.
- I hvor høj grad projektet spiller sammen med øvrige planer og projekter i lokalområdet eller generelt i kommunen.
- I hvor høj grad der er medfinansiering, og taget højde for drift.
Medlemmerne af Plan- og Landdistriktsudvalget samt Økonomiudvalget har nikket ja til forvaltningens forslag til fordeling af pengene, så nu mangler kun den endelige godkendelse i byrådet, før pengene er på vej til modtagerne, heriblandt flere lokale forsamlingshuse.
Nielstrup Forsamlingshus
Forsamlingshuset har behov for udskiftning af fugerne, da de eksisterende fuger er ved at falde ud. Renoveringen er det sidste skridt mod et moderne forsamlingshus for Nielstrup og Voldum. Projektet støttes med 200.000 kr. ud af de ansøgte 375.000 kr.
Hadbjerg Forsamlingshus
Forsamlingshusets køkken står over for en nødvendig opgradering af både inventar og de fysiske rammer for at kunne leve op til gældende hygiejnekrav og krav til fødevaresikkerhed. En renovering af køkkenet vil styrke forsamlingshusets attraktivitet og forbedre mulighederne for at afholde arrangementer. Projektet støttes med de ansøgte 325.000 kr.
Legeplads i Hadbjerg
Legepladsen i forbindelse med Folkeskoven skal styrke områdets rekreative kvalitet, øge børns adgang til udeliv i grønne omgivelser og skabe et samlingspunkt for byens børnefamilier. Området rummer et stort potentiale for at fremme leg og fællesskab, som kan realiseres gennem etableringen af legepladsen. Projektet støttes med 418.000 kr. ud af de ansøgte 427.125 kr. Støtten betinges af, at ansøger indgår i dialog med de to øvrige ansøgere om rekreative projekter i Hadbjerg med henblik på at inddrage relevante elementer fra deres ansøgninger og sikre en bredere opbakning til legepladsen.
Nr. Galten
Nyt forsamlingspunkt og renovering af legeplads i Nr. Galten. Projektet har til formål at skabe et attraktivt og bæredygtigt samlingspunkt i Nr. Galten gennem renovering af den eksisterende legeplads i Enghaven og etablering af et biodiversitets- og læringsområde. Projektet støttes med 200.000 kr. ud af de ansøgte 550.000 kr.
Voldumegnens Friskole
Renoveringen af Voldumegnens Friskole omfatter etablering af nye læringsmiljøer samt en grøn energirenovering med varmepumpe og solceller. Siden etableringen i 2012 har friskolen fungeret som en bærende institution for sammenhængskraften i Voldum og omegn. Projektet støttes med 1.000.000 kr. ud af de ansøgte 2.420.000 kr.
Selling Forsamlingshus
Udskiftning af loftslamper i Selling Forsamlingshus til energibesparende lysstofrør. Projektet støttes med de ansøgte 35.000 kr.
Ødum Forsamlingshus
Gennemførelse af en energimæssig og bæredygtig renovering af Ødum Forsamlingshus, der fungerer som et vigtigt samlingspunkt for byens borgere og lokalsamfund. Projektet omfatter udskiftning af vinduer og døre samt installation af solceller på taget og en ny varmepumpe. Projektet støttes med 175.000 kr. ud af de ansøgte 446.226 kr.
Hallendrup Vandværk
Projektet har til formål at nedlægge Hallendrup Vandværk og lægge det sammen med Hadbjerg Vandværk. Hallendrup Vandværk er økonomisk udfordret, blandt andet på grund af stigende krav til prøvetagninger, ekstra nødboring, digitalisering og it-sikkerhed mv. Projektet støttes med 887.000 kr. ud af de ansøgte 887.248 kr.