Fortsæt til indhold

Borgmester mindes afdød byrådskollega: »En politiker der altid havde modet«

»Man kunne være uenig, men man kunne aldrig være i tvivl om engagementet og viljen,« skriver borgmester.

Politik

Borgmester i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold (S), mindes på sin Facebook-side Ango Winther, der i en alder af 76 år sov stille ind 21. september.

»Det er med sorg, jeg har modtaget besked om tidligere byrådsmedlem Ango Winthers død,« lyder det fra borgmesteren.

Ango Winther sad fra 1994 til 2021 i Aarhus Byråd. Frem til 2020 var det for Socialdemokratiet, hvorefter han skiftede til Det Konservative Folkeparti.

»Man kunne være uenig med Ango, men man kunne aldrig være i tvivl om engagementet og viljen til at gøre det bedste for Aarhus og Aarhus Kommune,« skriver Anders Winnerskjold og fortsætter:

»I dag vil jeg først og fremmest mindes ham som en god kollega, og som en politiker der altid havde modet til at stå op for sine holdninger, også når det måtte have konsekvenser. Æret være Ango Winthers minde.«