Fortsæt til indhold

Genindførsel af store bededag er på bordet: »Det har været vigtigt for regeringen, at det er på plads«

I regeringens lovprogram tirsdag vil et lovforslag om store bededags genindførsel fremgå, bekræfter minister.

Politik
/ritzau/

Regeringen vil i foråret 2027 fremsætte lovforslag om, at store bededag skal genindføres som en helligdag i 2030.

»Det har været vigtigt for regeringen, at det er på plads«

Det bekræfter økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) over for Ritzau, efter at Berlingske og flere andre medier har erfaret det mandag.

»Regeringen fremlægger lovprogrammet i morgen (tirsdag, redaktionen), og en del af det er, at store bededag skal genindføres. Det kommer til at blive behandlet i Folketingssalen i foråret 2027,« siger SF-formanden.

»Den kommer til at være i Folketingssalen i foråret 2027, fordi det har været vigtigt for regeringen, at det er på plads, før vi går i gang med at forhandle de private overenskomster.«

Pia Olsen Dyhr bekræfter dermed, at regeringen følger den plan for genindførslen af store bededag i 2030, som er skitseret i regeringsgrundlaget.

»Regeringen vil fremsætte lovforslag herom i 2027, så der er tid til at inddrage arbejdsmarkedets parter, ligesom der skabes klarhed forud for overenskomstforhandlingerne på det private og offentlige arbejdsmarked i henholdsvis 2028 og 2029,« lyder det i regeringsgrundlaget.

Se video: