Ideen om en badesø er død, men den våde drøm lever: Nu bliver noget helt andet undersøgt
»Selvom jeg nok havde forventet, at det ville ende sådan, så synes jeg da stadig, at det er ærgerligt, fordi opbakningen til badesøen var så stor,« siger idémanden til badesø-projekt, der dog glæder sig over én ting.
»Det var nok forventet, at det ville ende sådan.«
Der er ikke megen overraskelse at spore hos Hadsten-borger Jonas Søby Pedersen, når det gælder Teknik og Miljø-forvaltningens vurdering af hans borgerforslag om en badesø i Hadsten.
Vurderingen lyder blandt andet:
»En kunstig badesø betragtes myndighedsmæssigt som et friluftsbad og er derfor omfattet af svømmebadsbekendtgørelsen. Da vandet ikke må kloreres, stilles der meget strenge krav til blandt andet biologisk vandrensning, hyppige analyser af vandkvaliteten, antallet af badende og afvaskning før badning, hvilket i praksis kræver bemanding i anlæggets åbningstid,« skriver forvaltningen i byrådssagen – og videre:
»Anlæg og drift af en kunstig badesø vil medføre betydelige økonomiske omkostninger(...) På den baggrund vurderer administrationen, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger et tilstrækkeligt grundlag for at arbejde videre med etablering af en kunstig badesø i Hadsten.«
Til det er Jonas Søby Pedersens umiddelbare reaktion:
»Selvom jeg nok havde forventet, at det ville ende sådan, så synes jeg da stadig, at det er ærgerligt, fordi opbakningen til badesøen var så stor. Der er tydligvis en sult efter et eller andet i den her dur – det er noget, folk mangler.«
Formanden for Niels Christian Selchau-Mark (K) ærger sig også.
»Der er jo ingen garanti for, at et borgerforslag bliver gennemført. Vi kan kun garantere, at vi tager det ind og tager det seriøst. Men jeg synes da faktisk også, at det er drønfrustrerende, at vi ikke kan gå videre med det her super gode forslag, fordi der ganske enkelt er alt for mange barrierer,« siger formanden, der kalder det »en astronomisk opgave økonomisk,« hvis man skulle gennemføre badesø-projektet:
»Og derfor er projektet bare praktisk talt umuligt at gennemføre,« tilføjer han.
Badesø-forslaget er det første og eneste, der har fået nok støttere til at blive behandlet af byrådet, siden ordningen med borgerforslag blev åbnet i Favrskov Kommune 1. april i år.
Det kræver 900 støttere at få sit forslag behandlet.
Friluftsbad undersøges
Selvom badesø-projektet nu er dødt, er bade-drømmen i live.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde onsdag 7. oktober, valgte medlemmerne nemlig at sætte forvaltningen i gang med at regne på, hvad det omtrentligt vil koste at lave et friluftsbad.
Det glæder Jonas Søby Pedersen, at den våde drøm holdes i live.
»I bund og grund drømmer jeg bare om et sted, hvor man kan bade, og så er et friluftsbad bedre end ingenting. Mit naturhjerte siger mig, at en naturlig sø er pænere, men hvis det er fuldstændig umuligt inden for de økonomiske rammer, så er et friluftsbad fint. Det giver noget til byen, som den ikke har i dag – så må vi se, om det kan realiseres. Drømmen er bestemt ikke opgivet.«
Udvalgsformand Niels Christian Selchau-Mark (K) håber, at ildsjæle vil gribe (bade)bolden og løbe videre med idéen.
»Vi har valgt at sige, at hvis en sø ikke kan lade sig gøre, så lad os nu bare imødekomme intention i borgerforslaget og finde ud af, hvad det vil koste at lave et friluftsbad i stedet. Nu er noget spiret nedefra, så lad os ikke slukke det med det samme,« siger formanden og fortsætter:
»Det er ikke sandsynligt, at kommunen har råd til at lave noget i den her retning med så presset et anlægsbudget, vi har. Alligevel er det bare godt at have en ide om et prisleje, hvis nu nogle Hadsten-borgere kunne tænke sig at arbejde videre med et friluftsbad-projekt. Det kunne jo være, at den nye viden får nogle til at tænke: ’Det projekt kan vi sgu godt løfte’.«
læser
lige nu