Fortsæt til indhold

Bliver en af de største grupper i byrådet: Yderligere to byrådsmedlemmer slutter sig til Østbroen

De to nyeste medlemmer af Østbroen kommer fra hver sin politiske fløj - og det kan godt forenes, mener politikerne.

Randers

»Lige nu smiler jeg fra øre til øre. Det er to fantastiske mennesker, vi har fået med over.«

Ordene kommer fra Erik Bo Andersen (Østbroen), der onsdag kunne afsløre, at borgerlisten, som han står i spidsen for, nu bliver væsentligt større.

De to byrådspolitikere Anker Boje (har været uden for parti i en periode, efter han meldte sig ud af Socialdemokratiet) og Bo Ratz (der før var medlem Det Konservative Folkeparti) har begge valgt at melde sig ind i Østbroen.

»Det har været svære overvejelser,« siger Anker Boje og fortsætter:

»Vi har haft nogle gode samtaler, og vi har en god kemi sammen. Der er en vis form for ordentlighed, når man taler med hinanden i Østbroen, og det kan jeg godt lide.«

»Jeg er stadig socialist«

Anker Boje fortæller, at skiftet ikke betyder, at han ikke længere er rød politiker.

»Min ideologi har jeg stadig. Jeg kan ikke ændre på, at jeg er socialist. Men det er heller ikke partifarver, der fylder mest i Østbroen. Her snakker vi sammen og finder frem til, hvad der er det bedste for kommunen. Det drejer sig ikke om, hvorvidt man er rød eller blå. Det drejer sig om byens og kommunens borgere,« siger han og fortsætter:

»Farverne er lagt til side, og vi snakker om tingene. Det har fyldt meget i mit valg.«

»Det har været svære overvejelser,« siger Anker Boje, der i mange år har været en del af Socialdemokratiet. Nu har han meldt sig ind i Østbroen. Foto: Randers Kommune

Den betragtning er Erik Bo Andersen meget enig i. Det er også sådan, han ser Østbroen.

»Østbroen er baseret på forskellige farver. Vi er bredt funderet. Vi er ikke et landspolitisk, ideologisk parti. Vi kigger fra sag til sag og tager stilling til, om vi synes, det er en god idé eller ej for borgerne i Randers Kommune,« siger han og fortsætter:

»Det er mere frit. Vi kan snakke om det, og hvis der er gode argumenter fra medlemmerne eller andre om, hvorfor en retning er den rigtige på det punkt, så lytter vi. Vi bruger ordene ”sund fornuft”. Vi tager stilling til hver sag med sund fornuft.«

Handler om samarbejde

Den måde, som Østbroen arbejder på, er også en af grundene til, at Bo Ratz har valgt at skifte til den lokale borgerliste.

»Politik er mere end holdninger. Det er også samarbejdet om at føre de holdninger ud i livet, og det har jeg savnet hos Konservative. Der var samarbejdet næsten ikkeeksisterende. Det ser jeg meget bedre gennemført hos Østbroen,« siger han og fortsætter:

»Jeg er dannet af den sportsverden, som jeg kommer fra. Holdånd og at kæmpe for fælles mål er noget, jeg går højt op i. Det savnede jeg i den konservative byrådsgruppe, men jeg er helt sikker på, at jeg finder det i Østbroen.«

Bo Ratz blev valgt ind i byrådet for Det Konservative Folkeparti ved sidste kommunalvalg. Siden meldte han sig ind i Nye Borgerlige, inden han i rå gjorde comeback som konservativ. Nu har han meldt sig ind i Østbroen, som han ønsker at stille op for til næste års kommunalvalg. Foto: Randers Kommuen

Bo Ratz blev ved kommunalvalget i 2021 valgt ind i Randers Byråd for Det Konservative Folkeparti. Senere skiftede han til Nye Borgerlige, men da det parti tidligere i år var ved at gå i opløsning, vendte han »hjem« til Det Konservative Folkeparti.

»I 2021 havde vi en lang kamp, hvor der var kaos i den konservative gruppe, fordi vi ikke var enige om, hvor vi stod i forhold til Klimabroen. Det fortsatte helt hen til slutningen af valgkampen, hvor et lille flertal af kandidaterne og bestyrelsen hældte mest til en østbro,« fortæller politikeren og fortsætter:

»Derfor kom det som en stor overraskelse, da Daniel Madié (gruppeformand og spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, red.) gik med i konstitueringsaftalen uden at informere baglandet om det. Og der stod i aftalen, at vi ikke måtte stemme imod noget, der handlede om Klimabroen.«

Samarbejdet fungerede ikke

Det var konstitueringsaftalen, der i sin tid fik Christina Kjærsgaard til at forlade Det Konservative Folkeparti til fordel for Østbroen. Hun bliver nu igen partifælle med Bo Ratz.

»Jeg havde følelsen af ikke at blive hørt, og det var derfor jeg i første omgang meldte mig ud af Konservative. Jeg kunne ikke se samarbejdet med Daniel Madié fungere,« siger Bo Ratz.

At han så alligevel meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, da det så ud til, at Nye Borgerlige gik i opløsning, hang sammen med, at den lokale bestyrelse ønskede en ny start og en ny spidskandidat.

»Jeg ville gerne hjem. Jeg ville gerne være en del af det arbejde. Men hvis man har fulgt med i de sidste mange måneder, så ved man godt, at det ikke har givet det ønskede resultat. Daniel Madié er stadig spidskandidat,« fortæller Bo Ratz om sin politiske rejse.

»Det sender et klart signal«

Det var ikke kun følelsen af ikke at blive hørt, der fik Bo Ratz til at skifte til Østbroen. Som sagt kender han i forvejen Christina Kjærsgaard, men også byrådsmedlemmet Peter Møller Kjeldsen kender han fra tidligere.

»Det kan ikke blive andet end godt. Jeg er glad for, Anker gik med, for det sender et klart signal om, at vi kan samarbejde, selvom vi ikke har en fælles ideologi,« siger Bo Ratz og fortsætter:

»Jeg glæder mig til at samarbejde med de gode kollegaer i Østbroen, hvor der er et kammeratskab og et fællesskab. De har nogle mål, som, jeg synes, er spændende, og det er et spændende politisk projekt.«

Stolt af vokseværk

Det var Erik Bo Andersen og Østbroen, der tog kontakt til de to nyeste medlemmer af byrådsgruppen.

»Vi ved jo, at der har været problemer i Konservative, og at Anker forlod Socialdemokratiet, så jeg har selvfølgelig rakt ud til dem. Vi har samme holdning til rigtigt, rigtigt mange ting. Men der skulle selvfølgelig sluges nogle kameler rundt omkring, før de kunne se sig selv gå ind i et nyt parti,« siger han.

Han er stolt af, at Østbroen er vokset til fem mandater, efter der ”kun” blev valgt to ind ved sidste kommunalvalg i 2021.

»Vi startede med den ene mærkesag, men vi har bare ramt ind i noget rigtigt for borgerne i Randers. Nu har vi arbejdet i tre år på at vise, hvad vi kan, og det er det, der har gjort, at to store personer kan se sig selv i det arbejde, vi gør, og i måden, vi laver politik på. Det er vi utroligt stolte af,« siger Erik Bo Andersen og fortsætter:

»De kommer fra to sider af sagen (fra hver sin side af det politiske spektrum, red.). Det er en kæmpe cadeau til os, og det er det, vi kan som borgerliste. Vi kan blande alle kort og finde de kompromisser, der skal til.«

Kommet for at blive

Både Anker Boje og Bo Ratz har allerede nu løftet sløret for, at de begge ønsker at stille op til næste års kommunalvalg for Østbroen.

»Vi skal se på, om vi skal have en anden form for organisering internt. Nogle ting skal jeg give fra mig. Jeg kan ikke styre det hele selv. Nu kommer der to politikere mere, og de trækker nok nogle flere medlemmer med og nogen, der vil være en del af vores organisation. Pludselig skal flere høres, og det giver lidt arbejde,« siger han.

»Vi ved jo, at der har været problemer i Konservative, og at Anker forlod Socialdemokratiet, så jeg har selvfølgelig rakt ud til dem,« siger Erik Bo Andersen (Østbroen). Foto: Randers Kommune

Det ændrer dog ikke på, at han er enormt glad for byrådsgruppens vokseværk.

»Østbroen er kommet for at blive. Når to bliver til fem, så må vi gøre noget rigtigt. Nu har vi fået flere kræfter, som skal hjælpe os til at blive endnu stærkere frem mod kommunalvalget i november,« siger politikeren og fortsætter:

»Valget kan næsten ikke komme hurtigt nok. Der skal ske noget nyt i Randers, og jeg håber, vi bliver en stor del af det.«