Fortsæt til indhold

Genberegnede kvælstofgrænser er klar efter fejl i beregninger

Aarhus Universitet måtte i oktober undskylde fejl, der betød, at landmænd fik tildelt for lave kvælstofkvoter.

Ritzau Telegrammer
/ritzau/

Efter en tidligere fejl i beregningerne er de genberegnede udledningsgrænser for landbrugets kvælstofudledning nu klar.

Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse.

I oktober lød det, at Aarhus Universitet havde fundet fejl i de beregninger, som universitetet havde leveret til brug for fastsættelsen af braklægningstidspunktet i den nye kvælstofregulering.

Forinden havde tænketanken Seges Innovation vurderet, at der var fejl i udledningsgrænserne, så nogle landmænd stod til at måtte udlede mindre kvælstof, end de reelt måtte.

Efter meldingen fra Seges var Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø ude at oplyse, at universitetet havde tjekket tallene, og at de var i orden.

Men efterfølgende blev der i et ”trippeltjek” af tallene lavet af universitetet fundet samme fejl, som blev påpeget af Seges Innovation.

Det fik Aarhus Universitet til at beklage fejlen.

Nu har universitetet rettet i beregningerne, så de genberegnede udledningsgrænser fredag eftermiddag vil være klar til at indgå i landmændenes hjælpeværktøj Planlægningsværktøjet.

Til Naturmonitor understreger minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S), at vejen med de nye tal nu er banet for kvælstofreguleringen, der træder i kraft efter årsskiftet.

»Jeg er glad for, at udledningsgrænserne nu ligger klar. Vores fælles konto for vandmiljøet er fortsat i overtræk, så det er afgørende, at der bliver gjort klar til reguleringen, som træder i kraft ved årsskiftet. Jeg mener, at det er en bunden opgave at få livet tilbage i fjordene, og der spiller kvælstofreguleringen en helt central rolle,« siger ministeren til mediet.

Den nye kvælstofregulering blev aftalt som en del af den grønne trepart. Den gælder fra 1. januar 2027.

Hidtil har man primært reguleret efter, hvor meget gødning der blev brugt, og etablering af efterafgrøder.

Med den nye regulering sættes der i stedet en grænse for, hvor meget kvælstof man må udlede.

RITZAU