DMI: Vintervejr og hård frost fortsætter i flere uger
Hvis du er træt af frostsprængte kinder og saltaflejringer på bilruden, så er DMIs månedsprognose dårligt nyt. Det kolde vintervejr ser nemlig ud til at fortsætte i de kommende uger frem.
Kulden skyldes, at et højtryk med kold luft dominerer over Nordeuropa, mens de dybe lavtryk med regn, blæst og mildere luft holder sig ude over Atlanten.
Den kommen tid kommer der mere tørt vejr, mindre blæst og flere dage med sol, men det vil fortsat være koldt - særligt i nætterne og morgenerne, hvor der kan ind imellem kan komme streng frost.
I uge 7 vil dagtemperaturen typisk ligge mellem 1 grads frost og 4 graders varme, mens nattemperaturen ventes at nå ned mellem 0 og 5 graders frost. Enkelte stille og klare nætter stedvis ned mellem 8 og 13 graders frost, oplyser DMI.
I uge 8 forventes dagtemperaturen at være mellem 2 graders frost og 5 graders varme - nattemperaturen mellem 2 graders varme og 8 graders frost.
Og i uge 9 bliver der typisk mellem 2 graders frost og 5 graders varme om dagen og mellem 0 og 8 graders frost om natten.
jn