Fortsæt til indhold

Konen til vinder af 69 mio. kr.: Tag dig dog sammen mand – og vind en ordentlig gevinst

Eurojackpot-vinder har endelig leveret en "ordentlig gevinst" til hjemmefronten

Samfund
Arkiv

Han har gennem årene vundet flere mindre Lotto-gevinster, hvilket hans kone flere gange har bemærket med den muntre opfordring: Tag dig dog sammen mand – og vind en ordentlig gevinst. Det må man sige, at han nu har levet op til.

Den heldige pensionist fra Sorø vandt fredag aften det europæiske lotteri Eurojackpot, som udløste mere end 69 millioner kroner.

"Jeg udbrød: ”Hold da kæft” og styrtede ud til min kone i køkkenet. Her viste jeg hende kuponen og sagde, at jeg vist havde vundet 69 millioner. Mine hænder rystede så meget, at jeg næste ikke kunne holde kuponen stille nok til at kunne vise hende den," siger han ifølge Danske Spil.

Manden, der nu kan skrive mangemillionær på sit CV, har altid arbejdet hårdt og har skullet spare på pengene.

"Og nu har jeg så mange penge, at jeg aldrig kan nå at få dem brugt. Det er jo helt surrealistisk. Heldigvis har jeg børn og børnebørn, der kan hjælpe mig af med nogle af dem," siger han.

Parret er endnu ikke helt kommet frem til, hvordan pengene skal bruges. De bor i et hus i et nabolag, hvor de er meget glade for at være, så umiddelbart ønsker de ikke at flytte, men de har talt om et sommerhus tæt på vandet og en ny bil.

"Det er jo underligt, når man sådan sidder og kigger på nettet, og tænker, at sådan nogle nye biler er frygtelig dyre. Det er slet ikke gået op for mig, at jeg jo kan købe den dyreste af dem og så stadig ikke kunne mærke det på økonomien."

Det velhavende par vil også sende et beløb afsted til Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

jn