Fortsæt til indhold

Butiksejere i oprør over restriktionerne: - Vi genåbner på mandag

Samfund
Arkiv

De omfattende coronarestriktioner, som betyder, at detailhandlen har været nedlukket siden jul, frustrerer flere butiksejere så meget, at de planlægger at gøre oprør.

Mere end 6.500 personer har indtil videre meldt sig ind i facebookgruppen "National genåbning 15 Februar 2021", og mange af dem påtænker, som navnet på gruppen antyder, at genåbne deres virksomheder allerede fra på mandag.

"Vi selvstændige har fået nok, af denne "falske" pandemi, derfor genåbner vi Danmark den 15 Februar 2021. Restauranter, butikker, alle virksomheder, der har være under direkte, eller indirekte "lock down" åbner op samtidig. I henhold til Grundloven §74, har vi ret til at drive erhverv. Vi skal være forberedt på, at politiet kommer og udskriver bøder og truer med at lukke butikken, men det er vigtigt, at vi står på vores grundlovssikrede ret og holder åbent. Udskrevne bøder skal ikke betales, men prøves i retten," lyder det som opfordring til de erhvervsdrivende i gruppen på facebook, som er oprettet af Torkil Poulsen, direktør i Dantracker i Odense.

"Jeg mener ikke, der er belæg for, at vi skal holde lukket. Jeg håber, at vi får 1.000 butikker med indledningsvis, og så kommer der sikkert flere senere hen, og det gælder både restauranter, caféer og meget andet," siger Torkil Poulsen til TV 2/Fyn.

En af dem, som har tænkt sig at følge oprøret og genåbne, er ejer Ink and Art Copenhagen, Nizar Saad.

"Jeg føler, jeg har gjort mere end rigeligt for at vise samfundssind. Hvis ikke jeg åbner mandag, så bliver jeg nødt til at lukke min forretning," siger han til Ekstra Bladet.

jn