Nu bliver det igen muligt at låne biblioteksbøger i Aarhus
Aarhus Kommune tilbyder klik og hent-service på udvalgte biblioteker
Fra på mandag er det igen muligt at låne bøger på udvalgte biblioteker i Aarhus Kommune.
Det oplyser Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Det kommer til at foregå på den måde, at man kan reservere biblioteksbøger på nettet og efterfølgende afhente dem på bibliotekerne i Risskov, Åby, Viby og på Dokk1. Hvis ordningen viser sig at være succesfuld, vil den kunne udvides til flere lokalbiblioteker, fremgår det af pressemeddelelsen.
”Jeg er ubeskriveligt glad for, at vi nu kan påbegynde genåbningen af vores samfund. Vi er mange, der savner vores kultur- og fritidsliv, og derfor er det glædeligt, at sundhedsmyndighederne er klar til at lempe på restriktionerne. Når nu det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne de mindre butikker, så mener jeg også, at vi skal åbne bibliotekerne, så meget som myndighederne giver mulighed for,” siger Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice, i pressemeddelelsen.
Bibliotekerne har været lukket siden den nationale nedlukning i december. Det er også kun en lokal beslutning om, at der kan etableres såkaldt klik og hent-service i forhold til udlån, og med udsigten til generelle lempelser er tiden inde til nu at indføre det i Aarhus.
Sundhedsmyndighederne fastholder i deres seneste scenarier, at der fortsat ikke skal være adgang til bibliotekerne. I en del af forårets nedlukning var det muligt for lånerne selv at vælge materialer på hylderne, men endnu har myndighederne ikke meldt ud, hvordan biblioteker og det øvrige kulturliv skal genåbnes.
I disse timer bliver forhandler regeringen og støttepartierne fortsat, hvordan den kommende genåbning skal foregå.
”Vi har brug en langsigtet plan for genåbning af kulturen. Den vedvarende usikkerhed er ødelæggende for hele området. Jeg har opfordret kulturministeren til at komme med en plan og med den forestående genåbning af samfundet, bliver det stadig vigtigere. Jeg vil foreslå, at der udarbejdes retningslinjer, som sikrer en hurtig og sikker genåbning af hele kultur og fritidslivet, ” fortsætter Rabih Azad-Ahmad i pressemeddelelsen.
jwh