Fortsæt til indhold

Ældre borgere kan få stik nummer 2 i Hammel

Samfund
Arkiv

Region Midtjylland etablerer i samarbejde med kommuner og praktiserende læger midlertidige lokale vaccinationssteder. Det betyder, at de ældre borgere, der nu skal have deres 2. vaccination, kan blive vaccineret tættere på deres bopæl.

I Favrskov Kommune kommer det til at foregå på det tidligere Plejecenter Skaghøj på Anbækvej 23 i Hammel.

"Det her et helt særligt tilbud til de borgere, der skal vaccineres for 2. gang nu. Jeg er rigtig glad for, vi sammen med kommuner og praktiserende læger kan tilbyde, at denne gruppe af borgere kan få deres re-vaccination lokalt. Indtil videre er det et midlertidigt setup i uge 5 og 6. Vi arbejder fortsat på mere langsigtede lokale løsninger," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Pop-up vaccinationsstederne åbner fra 1. februar og skal tilbyde re-vaccination til borgere i målgruppe 2. Det er borgere, der er fyldt 65 år, der modtager både praktisk hjælp og personlig pleje. Samt udvalgte personer i risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19 (målgruppe 5).

Vaccinationsstederne får begrænset åbningstid i uge 5 og 6, hvor de ventes at være åbent 2-3 dage om ugen i 3-5 timer ad gangen.

Kommunen vil tage kontakt til de borgere, hvis vaccination nu kan flyttes tættere på hjemmet - og hjælpe med kørsel.

Borgere, der selv sørger for kørsel til vaccination, kan kontakte Bookingsupport på telefon 7023 2415, hvis de ønsker at flytte deres re-vaccination til det lokale vaccinationssted.

jr