Tre lokalcentre ramt af besøgsrestriktioner pga. corona
Styrelsen for Patientsikkerhed har i de seneste dage udstedt midlertidige forbud mod besøg på plejecentrene Kildegården og Dagmargården i Skanderborg samt Tjørnehaven i Galten. På Kildegården er der tale om afsnit Udsigten og korttidsboligerne.
Det sker, efter at der er konstateret smitteudbrud på plejecentrene. Påbuddene er udstedt for at forebygge yderligere udbredelse af Covid-19, oplyser kommunen.
De berørte områder er isoleret, der er fokus på pleje af de smittede beboere og arbejdet med smitteopsporing er i gang. Restriktionerne betyder, at det ikke er muligt at besøge beboere på centret med mindre der er tale om kritiske situationer, eller at man er den nærmeste pårørende.
Det midlertidige besøgsforbud omfatter indendørs fællesarealer, herunder servicearealer, og den del af boligen, som beboeren selv råder over.