Skanderborg Kommune får klimaskov og klimaskole
klima Pengene til næste års klimaindsatser er blevet fordelt. Grøn undervisning, skovrejsning og miljøvenlige projekter for landsbyer og baghaver er på vej.
Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune har fordelt 3,7 millioner kroner fra klimapuljen til 10 nye klimainitiativer. Samarbejde mellem borgere, virksomheder og lokalsamfund er omdrejningspunktet, der skal sætte skub i kommunens grønne omstilling.
Grøn undervisning
Et af de helt store projekter i 2021 er etableringen af en klimaskov, der blandt andet skal danne rammen om grøn undervisning for folkeskoleelever, fortæller udvalgsformand Claus Leick:
"Klimaskoven bliver et sted, hvor alle kan lære og være. Den kan rumme forskellige aktiviteter med fokus på miljøet, biodiversitet og bæredygtighed, og den kan gøre store klimaspørgsmål mere håndgribelige. Det har været vigtigt for os at pege på indsatser, som vi kan bruge i hverdagen, og som er helt nede på jorden For eksempel natur- og klimaundervisning for udvalgte klasser i kommunens folkeskoler," siger han.
I 2021 finansierer Klimapuljen også et projekt, hvor private haveejere kan få hjælp til at gøre haven mere klimavenlig, og et landsbyprojekt, hvor indbyggerne med eksperthjælp udarbejder en klimaplan for hele byen.
mj