Ny direktør i spidsen for Hammel Fjernvarme
49-årige Bjørn Stender kommer til med bred erfaring indenfor branchen
Hammel Fra 1. februar står Bjørn Stender klar til at overtage jobbet som direktør for Hammel Fjernvarme.
Bjørn Stender kommer fra en stilling som adm. direktør for genanvendelsesvirksomheden Dansk Affald A/S.
Stig Andersen, bestyrelsesformand for Hammel Fjernvarme udtaler i en pressemeddelelse:
"Det er en tilfreds og enig bestyrelse, der byder velkommen til Bjørn Stender som ny direktør for Hammel Fjernvarme."
Bjørn Stender efterfølger Niels Haugaard, som fratræder 28. februar efter 18 år som direktør.
Stig Andersen tilføjer:
"Takket været Niels Haugaard har Hammel Fjernvarme i dag et af landets mest effektive og miljørigtige affaldsforbrændingsanlæg – samtidig med, at varmeprisen ligger blandt landets billigste."
Hammel Fjernvarme
Hammel Fjernvarme er et andelsselskab, som er ejet af sine 4000 forbrugere. Selskabet har hovedsæde i Hammel, beskæftiger 16 medarbejdere og brænder årligt 34.000 ton affald og 13.000 ton flis. Derudover har Hammel Fjernvarme varmecentraler i Gjern, Fårvang og Lading-Fajstrup.
gs