Fortsæt til indhold

En festlig dag i Himmerigskoven

Orkestermusik og flotte ord ved indvielsen

Samfund
Tekst og foto: Hanne Bliksted

Det er ikke hver dag, at man kan høre orkestermusik i en skov, men det kunne de omkring 200 mennesker, som lørdag formiddag deltog i indvielsen af den nye del af Himmerigskoven mellem Grundfør, Hinnerup og Søften.
Med sol fra en noget skyet himmel marchede Hinnerup Garden op gennem terrænet fra Rønbækvej til 'festpladsen', bag dem kom en flok fra Hinnerup Løberne - iklædt grønne t-shirts - ikke i løb men gående, og på skråningen stod heste med ryttere fra Hinnerup Rideklub. Løberne og rideklubben var inviteret, fordi deres medlemmer forventes at blive en del af skovens brugere.

Tålmodighed

Himmerigskoven er blevet til i samarbejde mellem Hinnerup Vandværk, Favrskov Kommune og Naturstyrelsen, formålet er ikke kun at få en ny skov, ideen er også at beskytte grundvandet, som der er meget af i området.
Borgmester Nils Borring (S) glædede sig over den nye skov.
“Det er dejligt med en bynær skov, som man kan bruge i hverdagen. Jeg forstod på borgermødet forleden, at en bynær skov betyder rigtig meget for folk,” sagde han med henvisning til de mange protester mod den del i kommuneplanen, som handler om at bygge boliger i Hinnerup Skov.
“Skoven er fælleseje, og jeg håber, at borgene i Favrskov vil tage skoven til sig og passe rigtig godt på den,” sagde han og takkede politikerne på Christiansborg, idet en del af skoven er betalt af det offentlige.
Formanden for Hinnerup Vandværk Bjarne Wiese takkede de landmænd, som har solgt jord til den nye skov.
“I er blevet holdt lidt hen, men tak for tålmodigheden, sagde han og ønskede tillykke til både Hinnerup, grundvandet og den næste generation, som formodenlig kommer til at nyde skoven, når træerne om nogle år er vokset op.
Skovrider ved Naturstyrelsen Søhøjlandet Søren Hald glædede sig over, at skovprojektet, selv om det har været længe undervejs, er blevet taget rigtig godt i mod af de lokale i området.

Bålpladsen med siddepladser af træstammer er skærmet af med træer.

Tre træer

Der er allerede plantet en del bøg og andre løvtræer i det kuperede områder med en flot udsigt mod Hinnerup, og næste år plantes der endnu mere, så til den tid er Himmerigskoven på omkring 300 hektar, som breder sig helt ud til E45.
Ved indvielsen blev der også plantet tre specielle træer, formanden for Hinnerup Vandværk plantede en vandgran, skovrider ved Naturstyrelsen Søhøjlandet Søren Hald et skovtræ, en lind og Nils Borring en val(g)nød.
Nyplantede træer skal vandes, og naturligsvis var der også sørget for det, idet en sprinkler sendte en kaskade ud over træerne. Efter taler og træplantning var der kafe og kage, og ved en bålplads kunne man nyde en stille stund. Festlighederne fortsatte, idet Hinnerup Vandværk senere på dagen fejrede sit 60 års jubilæum.

Efter talerne var der kaffe og kage til alle. Og vejret artede sig bedre end det vejrudsigten havde lovet.
Skovrider Søren Hald plantede et lindetræ.
Formanden for Hinnerup Vandværk Bjarne Wiese sørgede for vand til de nyplantede træer.
Ryttere fra Hinnerup Ridkelub har som flere andre været med i skovrådet og kommet med ideer til indretning af skoven.