Ny skov til Himmeriget
95 hektar jord opkøbt mellem Hinnerup og Grundfør skal sikre grundvandet og være for alle.
En ny skov mellem Hinnerup og Grundfør vil begynde at rejse sig efter 1. september.
Hinnerup Vandværk, Naturstyrelsen og Favrskov Kommune har i fællesskab opkøbt jorden, der støder til Himmerigskovens 100 hektar. Planen er at etablere i alt 180 hektar ny skov over en årrække og her er nyindkøbet starten.
Beskytte drikkevand
Formålet med den nye skov er at beskytte drikkevandet i området og samtidig skabe et bynært rekreativt område.
Hinnerup Vandværk leverer 12-14 procent af vandforbruget i kommunen.
“Der er bred enighed om, hvad vi vil med projektet, og alle kan se det fantastiske i, at vi kan være med til at sikre fremtiden for drikkevandet i Hinnerup ved at etablere denne skov,” siger Bjarne Wiese, der er formand for Hinnerup Vandværk.
Sammen med lokale interessenter vil man nu planlægge skovens opbygning og indretning. Naturstyrelsen står derefter for at plante skoven til, den fremtidige drift og administrationen.
Ideen med at etablere en skov går helt tilbage til 2006, hvor det daværende amt fremlagde en plan for at sikre drikkevandet i området. Dengang blev skovrejsning nævnt som et løsningsforslag.