Naturoplevelser i Favrskov - du ikke vil hjem fra!
Her er lidt anderledes bud på, hvordan du kommer tæt på naturen i Favrskov
Nattergalens sang er helt enestående. Vi kender den fra H.C. Andersens eventyr.
Den kan opleves flere steder i kommunen, hvor der er større sammenhængende pilekrat. Du ser den sjældent, da nattergalen synger inde fra krattet og dens fjerdragt falder fuldstændig i med det brune pilekrat.
Fuglens eventyrlige sang høres fra midt maj til midt juni.
Nattergalen synger, som alle andre fugle, af tre årsager: for at tiltrække en mage, holde andre hanner væk fra et føde/yngleterritorie og for at lære ungerne at synge.
Hos fuglene er det kun hannerne der synger – med undtagelse af rødhalsen, hvor både han og hun synger.
Et af de gode steder er Alling Ådal ved Dyrhavevej, nord for Voldum. Der er to fugletårne i området: ved Dyrehavevej og ved Mygindvej.
131 meter over havet
Lysnet er med sine 131 meter over havet Favrskov Kommunes højeste punkt.
Her kan du i maj opleve det flotte syn af orkideen maj-gøgeurt i blomst men også kødfarvet-gøgeurt findes heroppe.
Husk at alle orkideer er fredede og gerne må fotograferes men hverken plukkes eller graves op.
Allerede i marts høres kvækkende frøer – det er særligt hannerne af butsnudet frø, som kalder på hunnerne, som et tegn på at yngletiden er i gang.
Er du heldig, kan du også høre den lille lappedykkers kvidrende kald fra søen. I sommerhalvåret ses flere arter af de smukke køllesværmere ved Lysnet. Køllesværmeren hører til natsværmerne – men er dagaktive.
Både den lille køllesværmer og den femplettede køllesværmer findes her. Området er ellers mest kendt for sin forekomst af plastisk ler.
En fed, meget finkornet lerart som svulmer op ved vandoptagelse og tilsvarende skrumper, når den udtørres og derfor er meget svær at bygge på. Følg den godt 1 km lange rute deroppe rundt om søen.
Den røde glente
Den røde glente er en af de smukkeste rovfugle overhovedet og så er den er i fremgang! Den røde glente kendes lettest på sin rødbrune farve og den kløftede hale og yngler flere steder i Favrskov.
Du kan især være heldig at se den ”røde drage” i området ved Essendrup Skov og langs vejen mellem Hammel og Hadsten.
Præstepik og svampejagt
Svampe er en hel historie for sig!
Den sjoveste og lettest genkendelige svamp er nok almindelig stinksvamp, der lugter umiskendeligt at råddent kød.
Svampens latinske navn er Phallos Impudicus – ikke skamløs penis, og svampen har også stor lighed hermed.
Den kaldes også præstepik uden at det vides hvorfor?
Den spreder sine sporer (en slags frø) ved at tiltrække ådselsfluer med stanken. Særdeles effektiv spredning. Svampen kan opleves fra juni til oktober overalt i løv og nåleskove i Favrskov. Du lugter dig bare frem.