Fortsæt til indhold

Ny klub for vinterbadere i Ry

Målet for Ry Vinterbadeklub er at få opstillet en flydende sauna, der skal opvarmes med så meget vedvarende energi som overhovedet muligt.

Samfund
Arkiv

RY: Ry Vinterbadeklub er navnet på en nystiftet forening, der blandt andet arbejder på at få opstillet en flydende sauna.
- Der er to lokale vinterbadeklubber, men de har begge lukket for tilgang. Derfor har vi stiftet den nye forening, fortæller initiativtager Maria Temponeras.
Hun er sammen med den anden initiativtager Mia Rünitz med i den nye bestyrelse, der også tæller Isabel Morgenstern, Lene Høst-Madsen samt formand Pernille Bang.
Foreningen har udset sig Sdr. Ege som en mulig placering for den flydende sauna.
- Der er i forvejen et madpakkehus på stedet, og det kunne være her, vi placerer saunaen og nogle omklædningsfaciliteter. Det afhænger naturligvis af, hvad der er muligt i forhold til tilladelser og økonomi. Vi er i dialog med nogle finske saunabyggerier, der har forskellige forslag, vi skal kigge på - blandt andet i nogle workshops. Saunaen skal være så energivenlig som overhovedet muligt, og vi forestiller os, at den opvarmes af solceller, siger Maria Temponeras.
Den nye forening er i gang med at søge fondspenge til det nye projekt, men via en "støttebar" under Ry by Night er der lidt penge på kistebunden til de indledende tiltag.
Ry Vinterbadeklub er primært tænkt som et tilbud til borgere i Ry og nærmeste omegn - og er en forening, ikke et selskab.
Man kan kontakte klubben på ry.vinterbadeklub@gmail.com.