Fortsæt til indhold

Alle kunder bruger mundbind uden brok og trods

Kun få glemmer det lovpligtige mundbind til indkøbsturen - og de retter sig pænt ind

Samfund
Christina S. Johansen; Og Kian Johansen

Corona Fra og med torsdag 29. oktober blev det som bekendt lovpligtigt at benytte mundbind eller visir i supermarkeder.

Dagen derpå tog Lokalavisen opstilling i SuperBrugsen i Hammel fra klokken 15.20 og 10 minutter frem.

54 kunder entrerede butikken - de otte af dem bar ikke mundbind, men det var der nu en god årsag til, de var nemlig alle under 12 år. Alle voksne havde pænt ansigtet tildækket med enten engangs- eller stof-mundbind.

"Der har ingen problemer været overhovedet. Første dag havde vi tre kunder, som havde glemt mundbindet, men vi sagde bare pænt til dem, at de skulle huske det, og så gjorde de det, helt uden brok," siger brugsuddeler Rene Sørensen og fortsætter:

"Vi har selvfølgelig talt tingene igennem med personalet på forhånd. Og vi skal ikke være politimænd og -kvinder, så hvis folk fortæller os, at de er fritaget, så skal vi acceptere det."

Hvad vil I gøre, hvis der opstår en konflikt med en mundbinds-nægter?

"Det tror jeg simpelthen ikke bliver relevant, men skulle det ske, har vi pligt til at bede personen forlade butikken, og hvis det heller ikke virker, skal vi faktisk kontakte politiet," svarer Rene Sørensen.

Frederik Vejrum Laursen, souschef i Kvickly i Hadsten. Foto: Kian Johansen

Ingen trodsreaktioner

Samme positive oplevelse med "god ro og mundbinds-orden" fortæller Frederik Vejrum Laursen, der er souschef i Kvickly i Hadsten, om.

"Folk er gode til at tilpasse sig. Det er meget få der har glemt mundbindet. Og de kommer selv i tanke om det, når de kommer ind i butikken. Så hjælper vi dem med et mundbind," siger han og fortsætter:

"Jeg har ikke mødt nogen, der har haft en trodsreaktion. Alle er klar over, at det er alvor, og alle kunderne er gode til at bære mundbind."

Det er naturligvis ikke kun kunderne, som er tvunget til at dække munden til, også de ansatte skal sørge for at passe på, og det er ikke altid lutter lagkage, fortæller souschefen:

"Det er indrømmet ikke nogen fest at gå med mundbind hele dagen, men vi skal jo også gøre vores til at nedbringe smitten. Og så må vi jo tage et par ekstra pauser, hvor vi kan få mundbindet af og få lidt luft."

Mandag formiddag, hvor vi besøgte Kvickly i Hadsten, mødte vi ingen personer uden mundbind. Vi kunne tælle omkring 20 kunder rundt om i butikken.