Fortsæt til indhold

Nu skal alle sortere på samme måde

Fire østjyske affaldsselskaber vil nu samarbejde om nye affaldsordninger

Samfund
Arkiv

560.000 østjyder skal til at sortere på samme måde.

Sådan lyder det fra affaldsselskaberne AffaldVarme Aarhus, Favrskov Forsyning, Reno Djurs og Renosyd, som er gået sammen om fremtidens affaldssortering.

Det giver god mening økonomisk og for miljøet, fastslår firkløveret i en pressemeddelelse.

For jo mere ensartet affald østjyderne leverer til genanvendelse, jo bedre bliver kvaliteten af det vi genanvender. Og med de fire selskabers håndslag kan der opnås stordriftsfordele, når der skal opnås fælles fodslag om ens indsamling af 10 forskellige slags affald: mad-, papir-, pap-, metal-, glas-, plast-, tekstilaffald samt drikke-og fødevarekartoner, restaffald og farligt affald.

Konkret vil parterne gennemføre en række projekter - heriblandt at lave udbudsmateriale for indsamlingsopgaven og indkøb af nye affaldsbeholdere. Men også at lave fælles udbud af behandlingen af det indsamlede affald.

Samarbejdet betyder også, at de nu kan kommunikere til over en halv million kunder med de samme sorteringsvejledninger. Det skal gøre det lettere for borgerne at gennemskue, hvordan affaldet skal sorteres.

Men det bliver også lettere at fortælle, hvad der sker med affaldet, efter kunderne har sorteret det, og hvilken effekt der opnås i fællesskab. Før borgerne kommer til at mærke en forskel, skal både indsamlings- og behandlingsplanerne sendes i EU-udbud, og der skal indkøbes nye affaldsspande og skraldebiler.

Parterne forventer, at de første fælles indsamlingsordninger kan starte i løbet af 2023.

dp