Fortsæt til indhold

Hammels genbrugsplads flytter

Genbrugspladsen i Hammel bliver næsten en halv gang større, når den er flyttet ned ad gaden

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel Som en del af den nye affaldsplan for 2020-2025 skal alle fire genbrugspladser i Favrskov Kommune moderniseres og renoveres. Først for står pladsen i Hammel, hvor planerne går i gang i foråret/forsommeren i år. Forandringerne forventes at tage et år.

Det er da heller ikke småting, som skal ske i Hammel. Faktisk flytter hele genbrugspladsen. Dog kun et lille stykke ned ad vejen.

"Det er kun et stenkast væk, men det giver os 10.000 kvadratmeter at arbejde med, fremfor de 7.000 på nuværende placering," forklarer Sara Funch, direktør i Favrskov Forsyning.

Øgede krav om sortering

Moderniseringen - og altså herunder flytningen af genbrugspladsen i Hammel - sker for at sikre, at pladserne lever op til de øgede krav om sortering.

Eksempelvis forklarer Sara Funch, at der i 1990 "kun" var 12 affaldstyper, man skulle sortere i, mens det i dag hedder 40.

"Og der er udsigt til, at tallet stiger. Det betyder, at der er behov for mere moderne pladser," siger Sara Funch, som tilføjer, at den "gamle" genbrugsplads holder åbent under hele flytningen.

De resterende genbrugspladser i henholdsvis Hadsten, Hinnerup og Hvorslev bliver løbende renoveret efter Hammel henover de kommende år.

Hvorslev ved man allerede bliver udvidet, men på nuværende placering. Med hensyn til de to resterende pladser er det endnu ikke helt fastlagt, hvordan renoveringen skal foregå.