Fortsæt til indhold

Grønt liv i den gamle slagter

Plantecafé åbner i Hammel til november. Her kan man nyde snacks og drikkelse i grønne omgivelser

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel Fra masser af kød til grønne sager. Det er den meget korte beskrivelse af Østergade 28's skæbne i Hammel henover de seneste 10 år.

Hvor der før har været slagter af flere omgange, er der nu gang i noget helt andet.

Louise Borup Sønderkjær render således rundt og rumstere i lokalerne. Blandt andet er facaden malet en moderigtig grøn, og alt slagterinventaret er hevet ud.

Men hvad pokker er det, der skal ske?

"Jeg laver en plantecafé. Simpelthen en kombineret café og butik med masser af planter, potter og boliginteriør. Det bliver holdt i en moderne, skandinavisk sti med et strejf af noget boheme," fortæller den kommende selvstændige kvinde, som er bosat på landet i Granslev.

Åbner til november

Navnet bliver kort og godt NO.28. Tanken er, at man i grønne omgivelser kan trække sig tilbage, tage en pause, og nyde et glas sodavand, the, kaffe samt øl eller vin, hvis alkoholbevillingen går igennem - alt sammen med lidt snacks til. Og så kan man selvfølgelig købe planter, potter og gaveartikler med sig hjem.

"Og det hele er en ordentlig kvalitet - jeg prioriterer kun kvalitet," tilføjer Louise Borup Sønderkjær med et smil, før hun skal tage stilling til, om det ene og det andet slagterinventar skal blive eller smides ud.

Der er nok at se til, og det går stærkt med at få ryddet lokalerne og få dem gjort klar til at caféinventar, planter og boligtilbehør kan rykke ind.

"Jeg regner med, at jeg kan slå dørene op engang i løbet af november," siger Louise Borup Sønderkjær, som har startet en Instagram-side, hvor man kan følge processen - den hedder no28_hammel

Går all in på projektet

Da Lokalavisen Favrskov fanger Louise Borup Sønderkjær, er det hendes første dag uden lønmodtagerjob. Hun har nemlig sagt jobbet som lægesekretær på Skejby Sygehus' kræftafdeling op til fordel for at gå all in på det nye plantecafé-projekt.

Men hvordan er idéen til lige netop dette opstået?

"Jamen jeg synes, at der mangler en planteskole inde midt i byen, som sælger lidt større planter. Jeg bruger planter i dekorationsøjemed og sætter dem ind i en indretning. Så folk bliver hjulpet på vej til at kunne se tingene i en helhed," siger café og butiksejeren og fortsætter:

"Jeg har altid haft en passion for æstetik, service og indretning - hele livet faktisk. Og så har jeg fundet ud af, hvor meget det grønne element giver mig psykisk. Planter er smukke og er med til at skabe ro, god luft i rummet og god akustik."