Fortsæt til indhold

Standard, detektor og sang fylder for fødselar

Lars Pedersen, Standard i Hadsten, runder 9. december 80 år

Samfund
Anette Bonde

En hædersmand og en institution i handelslivet i Hadsten fylder 80 år onsdag 9. december. Lars Pedersen har drevet modebutikken Standard i Søndergade siden 1969. Sidste år fejrede butikken således 50 års jubilæum for hans overtagelse af butikken, som han gennem alle årene har drevet med sin hustru Beth ved sin side.

”Så jeg har været mere gift end de fleste,” siger han med et lunt glimt i øjet. Han tilføjer:

”Beth betyder alt. Vi har haft det fantastik godt, både privat og i butikken.”

På grund af corona’en fejres fødselsdagen stille og roligt, fortæller han. Dog får han besøg af sin klub bestående af fire barndomsvenner, der har holdt sammen siden 12-års alderen.

Tøj og mode altid

I dag har Lars Pedersen trukket sig tilbage fra frontlinjen ved disken, men det er stadig ham, der står for regnskab, annoncer og strategi og delvist indkøb i Standard.

Han har været i manufakturbranchen altid. Da han var 14 år flyttede familien fra Galten til Hadsten, hvor hans mor havde købt en trikotageforretning i Søndergade, faktisk lige skråt overfor Standard. Senere overtog hans bror denne butik.

Selv begav Lars Pedersen sig ud i sit eget eventyr med butikken Standard. Han havde forinden stået i lære hos H. A. Hansen i Hadsten, en blandet manufakturforretning, hvor der i dag er Matas. Som 21-årig kom han ind til militæret og seksten måneder senere blev han tilbudt et job som butiksassistent i en manufakturforretning i Grenaa. Et tilbud fra en herretøjsforretning, Hermansen, i Aarhus lokkede ham imidlertid derfra, og han var her indtil 1967. Nu indskrev han sig på Aarhus Købmandsskole, og efter to år var han med et eksamensbevis for højere handelseksamen i lommen parat til at etablere sig med egen butik, Standard.

En livsstil

Butikslokalet var på 100 kvm, og undervejs har Lars Pedersen udvidet butikken med hele 200 kvm ud mod Ågade. I en periode samarbejdede han også med Mr. Tønning i Søndergade om en modebutikken Frederik & Rikke for unge piger og unge mænd, for øvrigt samme sted som han var i lære.

Alle årene har Lars og Beth Pedersen været om sig for at være a jour med modetrenden. De gik med i en tysk indkøbsforening og købte ind i Hamburg fire gange om året, rejste til messer i Paris to gange årligt, var på indkøbsture til Hamburg, Amsterdam og Paris, har alle årene deltaget i modemesse i København/Bella Center to ange årligt, og har i det hele taget holdt sig orienteret i både Danmark og udland.

”Vi har altid haft mange faste kunder, og de skulle jo ikke komme og se det samme igen.”

Kunderne har altid været det primære for Lars Pedersen.

”Butikken - det er en livsstil, hvor kontakten med kunderne er meget vigtig for mig. De faste kunder, jamen de er jo nærmest blevet til venner.”

Også personalet er trofast, idet Jonna Fisker og datteren Helle har været ansat i henholdsvis 40 og 20 år.

Standard og Hadsten

For en aktiv mand som Lars Pedersen var det naturligt også at tænke i de lidt større organisatoriske baner til gavn for handelslivet og for Hadsten. Derfor var han med til at stifte Søndergadeforeningen, hvor han også var formand i et par år. Da hele handelslivet samledes i Hadsten Handelsstandsforening, i dag Hadsten Handel, gik han også derind og var gennem årene aktiv i en lang række forskellige udvalg.

Det var også Lars Pedersen, der under diskussionerne og forberedelsen af byens kommende kulturhus kom på ideen om at få virkeliggjort projektet i en fart. Han fik bygget den sødeste lille træbygning, malede et flot facadeskilt med navnet ’Kulturhus’ og fik daværende borgmester Anne Grethe Dahl til at indvi og klippe snoren over.

Nogle få år senere blev Hadsten Idræts- og Kulturhus Sløjfen indviet.

Sang og detektor

Lars Pedersen blev gift med Beth i 1965. De har tre børn, syv børnebørn og et sæt tvillinge-oldebørn. Den yngste af døtrene, Helle, arbejder i dag i Standard.

Udover butikken og familien fylder sang en del i Lars Pedersens fritid, idet han i cirka 30 år har været medlem af Hadsten Sangforening. Han har desuden altid interesseret sig for historie, og går jævnligt med sin detektor for at finde spor af fortiden. Blandt andet har han fundet ting fra vikingetiden og en del mønter. Siden han var 30 år har han også været medlem af Hadsten Rotaryklub, hvor han i en periode også var præsident.