Stadig en smule liv i drøm om trailcenter
Outdoor Der skal arbejdes videre med planerne om at opføre et trailcenter i Skanderborg Kommune. Det har byrådet sagt ja til, selv om de kommunale penge til projektet ikke længere er afsat.
Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund inviterede i 2017 Skanderborg Kommune til at foreslå mulige rammer for etablering af et såkaldt trailcenter i Skanderborg Kommune. Lokale- og Anlægsfonden kastede endda 2,4 mio. kr efter projetket.
Og forslag kom der. Problemet var bare, at disse enten involverede private jorde eller stødte på det, som Tage Nielsen (R), formand Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget, kalder lokal modstand.
De 2,4 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden fordufter med udgangen af 2020, men det skal nu undersøges, om tilbuddet kan forlænges rent tidsmæssigt.
"Vi vil gerne have lov til at arbejde videre med det her. Vi mener, at det må være muligt at finde et egnet sted," sagde Tage Nielsen på det seneste byrådsmøde.