Fortsæt til indhold

En ulykkelig situation

Et massivt pres fra forældre har fået Skanderborg provsti til at rykke årets konfirmationer til august og september

Samfund
Claus Sonne

"Det er en på alle måder ulykkelig situation. Og jeg forstår til fulde restauratørernes frustrationer."

Sådan siger Anders Bonde, konstitueret provst i Skanderborg provsti, i en kommentar til den frustration, en række arrangører af konfirmationsfest udtrykker over for UgeBladet. Frustrationen skyldes, at Skanderbrog provsti allerede nu har valgt at flytte konfirmationerne i april og maj til august og september. Det kan lyder, frygten, giver festarrangørerne en kæmpe økonomisk bet.

"Der er desværre mange hensyn og afvejninger i forhold til pandemien. Mest af alt en usikkerhed og uforudsigelighed, når det gælder tilbagevenden til mere normale tilstande. Der er meget på spil både for konfirmander og forældre. Alene langtidsplanlægningen viser, hvor betydningsfuld konfirmationsfesten er. Og det sætter i sagens natur alle under pres, når en pandemi får det hele til at vælte. Trist og frustrerende," siger Anders Bonde og fortsætter:

"Det har ikke været nogen nem beslutning at udskyde. For, ja, hvem ved, hvordan det hele ser ud til april/maj? Og det er rigtigt, at beslutningen ikke er truffet på en eksplicit udmelding fra sundhedsmyndighederne."

Der er desværre mange hensyn og afvejninger i forhold til pandemien. Mest af alt en usikkerhed og uforudsigelighed, når det gælder tilbagevenden til mere normale tilstande. Der er meget på spil både for konfirmander og forældre

Anders Bonde fortæller, at beslutningen er truffet efter et massivt pres fra konfirmandforældre, der - under indtryk af det usikre i situationen - har ønsket en afklaring netop af hensyn til langtidsplanlægning. Henvendelserne både til præster, provst og biskop går entydigt på, at sandsynligheden for at kunne samles uden pandemiens begrænsninger vokser betydeligt, hvis konfirmationerne henlægges til august/september.

"Det har vi måttet tage konsekvensen af. Også belært af erfaringer fra i fjor, hvor udsættelsen kom meget sent til stor ulempe for konfirmandforældrene. Men det gør mig virkeligt ondt i forhold til de mennesker, udsættelsen går ud over," siger Anders Bonde.