Et år vi ikke vil kunne glemme...
Klumme 2020 har været et år, som vi helst vil glemme, men som formentlig vil blive husket, indtil vi skal herfra. Der blev vendt op og ned på vores hverdag.
Uventet og voldsomt blev alt det, som vi har taget forgivet, taget fra os - vores mulighed for at tage på arbejde; børn og unges skolegang; nærvær med familie og venner; at vi sikkert kunne forlade vore hjem; og at vi kunne komme i kirke, hvis vi havde brug for det. Intet var, som det plejede at være. Mange af de privilegier, som vi aldrig før har skænket en tanke, forsvandt og efterlod de fleste med en gabende tomhed og mange i fortvivlelse.
Vi har i en menneskealder levet i en tid, hvor vi har været så godt som uovervindelige – de sidste 75 år har været præget af internationale fredsaftaler, rejsefeber, fri religionsudøvelse, teknologiske og medicinske vindinger, samt et stærkt sikkerhedsnet, som har båret de fleste gennem deres hårdeste
Men da Covid-19 tog vores gudsskabte behov for fællesskab og nærhed som gidsel, blev mange af vores uudtalte muligheder frataget os. For hvert af forårets pressemøder blev flere og flere privilegier skåret væk for at bevare så meget som muligt. På få måneder fik vi øjnene op for, hvor skrøbelig dette ellers så stærke samfund i virkeligheden er, og både samfundets og vores egen sårbarhed blev blottet.
Når vores hverdag bliver revet fra os, så får vi øje på, hvor privilegeret vi tidligere har været. Vi har altid kunnet forvente at have mad på bordet, forsamlingsfrihed, en åben kirke, et fungerende sundhedsvæsen og tryghed. Alt dette har vi længe taget for givet – og først når vi mister det, så opdager vi, hvor velsignet vi egentlig har været og stadig er.
I denne uge fejrer vi det nye års ankomst – 2021 er et år, som allerede lyser af håb og drømme: Håbet om en vaccine, og drømmen om at komme tilbage den trygge, privilegerede hverdag. Ud af det håb springer en ny energi, som giver os kræfterne til at komme igennem de kommende truende måneder, og i nytårsforsættets ånd, at genoverveje vores tilgang til livet. Det seneste år har vist os, hvor meget vi egentlig har at være taknemmelige for, og hvor let vi kan miste det. Lad 2021 være et år, hvor taknemmeligheden er i fokus. Hvor vi takker hinanden og vores skaber for alt det, som vi ellers tager for givet.
Rigtig godt nytår.