Nu må du skøjte på disse fem søer i Aarhus
Arkiv
Det fryser stærkt i disse dage, og nu kan aarhusianerne boltre sig på isen på fem søer.
Kommunen har søndag været ude at måle isen og åbnet yderligere to steder, der nu lever op til kravet om, at isen skal være 16 cm tyk.
De to nye steder er i Vilhelmsborg Skov i Beder og den lille stadionsø Ødammen, som ligger mellem Tivoli Friheden og Ceres Park. Det oplyser Natur og Miljøafdelingen i Aarhus Kommune.
I forvejen er der åbnet op for skøjteløb med videre på søer i Lystrup, Brabrand og Stavtrup.
Der vil desuden blive åbnet for den store stadionsø samt en sø i Skødstrup, når isen disse steder er tyk nok.