Hvem vil have en folkeskole med færre mobbeofre?
Rådmand glæder sig over positive temperaturmålinger for folkeskolerne i Aarhus
Hvordan lyder en folkeskole med færre børn, der bliver mobbet, mere bevægelse i hverdagen og med flere lærere, der kan skabe ro i klasserne? Hvad med en skole, hvor flere elever er glade for skolen, får senere debut med alkohol og i øvrigt synes, at skoletoiletterne er rene og pæne?
Det vil jeg gerne – og det vil rigtig mange aarhusianske børnefamilier, som lige nu er i gang med at skrive deres børn ind i skolen. Heldigvis for os alle sammen har vi en skole, som den jeg lige beskrev: Folkeskolerne i Aarhus.
Et kig ned i et par temperaturmålinger over elevernes trivsel og sundhed viser god fremgang på de nævnte områder – og mange flere. Alt materiale ligger på Aarhus Kommunes hjemmeside. Der er stadig behov for, at vi lykkes endnu for flere børn. Ikke mindst skal vi have dagligdagen til at blive bedre for børn med særlige behov.
Indrømmet, det med toiletterne er en lille tilsnigelse: Spørgsmålet, om eleverne synes "toiletterne er rene og pæne", er en bundskraber, ikke bare i Aarhus, men i mange andre kommuner. Det gælder også blandt elever, som går på helt nybyggede skoler. En lav score handler ikke altid om mursten, kummer og klinker, men mest af alt om toiletvaner. Men selv her ser vi altså fremgang i Aarhus fra sidste til dette skoleår.
Jeg er måske mest glad over, at andelen af elever, som er blevet mobbet tit eller meget tit i løbet af det seneste skoleår er faldet fra 4 til 3 procent. Mobning kan være så helt urimeligt invaliderende, og det kræver et vedholdende og vedvarende fokus at få bugt med udfordringerne. Det tjener skolerne og forældresamarbejdet til ros, at færre føler sig mobbet. Det bærer ved til en positiv fortælling om folkeskolerne i Aarhus, som ikke bliver mindre af, at der også er penge til flere lærere og dermed mere tid til eleverne i folkeskolen i de kommende år.
Skolerne i Aarhus er i vækst, og i takt med, at byen vokser, vil der også komme flere nye skoler til. Jeg kan ikke garantere, at vi lykkes med alt, men jeg kan garantere, at alle de lærere, pædagoger, ledere og andre fra skolerne, som elever og forældre møder i hverdagen, gør sig så umage, som de overhovedet kan. Fremgang kommer ikke af sig selv.