Nu har østjysk investor genrejst iværksætter-drøm
Fødevarevirksomheden Kinoa Foods er genåbnet med østjysk investor ved roret og har nu hovedsæde i Viby
Iværksætterdrømmen led et alvorligt knæk, da Katja og Morten Krause Jensen i slutningen af 2018 måtte gå fra Løvens Hule uden en investering.
De to københavnere gik konkurs og måtte dreje nøglen om på deres hjertebarn, Kinoa Foods, et firma, der producerer sunde morgenmadsprodukter.
Men kort efter, at DR-udsendelsen rullede over skærmen, meldte en investor sig på banen. Og nu kører Kinoa Foods igen for fulde omdrejninger og med succes, fremgår det af en pressemeddelelse.
Investoren var Kim Uno Mogensen fra Odder. Han står bag fragtfirmaet Uno Transport, som ligger på Jens Juuls Vej i Viby, hvor Kinoa Foods nu også har fået hovedsæde, efter han overtog 51 procent af firmaet.
"Jeg har længe gået med lysten til at bygge noget op og få det til at vækste igen. Da jeg ser Katja og Morten, slår de mig som sympatiske ildsjæle, der er tro mod deres produkt, men mangler erfaring og viden om den økonomiske og logistiske del af iværksætteri. Der kan jeg hjælpe. De har produktet, og jeg har erfaringen," siger Kim Uno Mogensen.
Iværksætterparret var noget lorne ved at skulle afgive ejerskabet, men nu blomstrer firmaet, og trioen har en klar enighed om værdier, vision og arbejdsdeling.
"Kim er blevet en partner, som har stor forståelse for os og vores vision. Til hverdag indgår vi i et tæt samarbejde, hvor han bidrager med lager, bogholderi og markedsføring, og Katja og jeg har fuld føring på produktudvikling, salg og sociale medier. Vi har i den grad erfaret, at vigtigheden ikke lå i at have fuld kontrol over sit firma, men derimod inddrage et kompetent menneske, der kan tilføje professionalisme de steder vi selv har mangler," siger Morten Krause Jensen.
Efter firmaets tilbagevenden på markedet er der indgpet aftaler med Salling Group og Dagrofa, hvor topping-produkterne er at finde hos Bilka, Føtex og Meny. Men markedet for morgenmadsprodukter er konkurrencefyldt, og derfor vil iværksætterparret gerne tilføje andre kategorier til produktporteføljen.
"Vi prioriterer økologi, sundhed og hele clean eating-tankegangen uden blandt andet e-numre. Lige nu forsøger vi at holde prisen nede og samtidig lave sunde produkter, men det kræver rigtig skarpe forhandlinger med leverandører. Der håber vi, at vores produktidéer og Kims støtte skaber den nødvendige synergi," siger Katja Krause Jensen.
ddp