Fortsæt til indhold

Regnvåde baner forvandles til festlig sommersjov

Fire landsbyer går sammen om en stor byfest i Skjød med cirkustelt fyldt med fest, mad, musik, gøgl og meget mere

Samfund
Christina S. Johansen

Fest Granslev, Lyngå, Vitten og Skjød har slået sig sammen om at skabe verdens bedste landsby-fest til sommer på Skjød Stadion.

Det hele begyndte egentlig, da Alex Pedersen, som ejer Tømrerfirmaet Alex Pedersen, fortalte, at han har mulighed for at låne et temmelig rummeligt cirkustelt.

"Så tog det ene ord det andet, og vi talte om, at eftersom vi ingen byfest havde haft i år, så skal vi da virkelig have en ordentlig fest næste år, og så blev planerne pludselig store," siger Jens Hulgaard, som er tovholder på byfest-projektet.

"Vi skal jo have fyldt en masse ind i teltet. Pladsen er der jo, og så kan vi lige så godt udnytte det. Vi kunne dog hurtigt se, at vi nok ikke selv i Skjød kan fylde det al tiden," fortsætter Jens Hulgaard.

Derfor blev hånden altså rakt ud til Granslev, Vitten og Lyngå, som alle har takket ja til at deltage i festlighederne fra 16. til 20. juni næste år.

"Så nu skal vi have De Grønne Busser med, sådan at folk kan blive samlet op og kørt til/fra Skjød," tilføjer Jens Hulgaard.

Lidt for enhver smag

De fire byer har netop holdt det første opstartmøde, hvor alle har kunnet komme med idéer til festlighedernes indhold.

Der er planer om fællesspisning med både danske og udenlandske retter, foredrag, sang og musik fra kor og ungdomsbands, som får mulighed for at prøve deres ting af på en scene. Desuden teater, hoppeborg, tombola, skydetelt, boder, spisesteder, dans, tryllekunst og andet gøgl samt ikke mindst børnedisko, ungdomsdisko og voksenfest.

"Altså lidt for enhver smag - både mere stille og roligt og fuld knald på," siger Jens Hulgaard, som fortsætter:

"Nu skal vi så have fordelt opgaverne ud i nogle undergrupper til de forskellige byer, sådan at vi får arbejdet sammen på tværs. Det er nyt for os alle sammen, og det glæder vi os til."

Måske en ny tradition

Der er masser af gå-på-mod og positivitet blandt landsbyfolkene, men de er naturligvis også bevidste om, at en hvis lille og irriterende virus kan sætte en kæp i hjulet.

"Vi har besluttet, at vi skal kunne være 500 personer samlet, og hvis der ikke er udsigt til, at det kan lade sig gøre, så aflyser vi det 1. maj," siger Jens Hulgaard, som håber, at der med sommerfesten 2021 kan blive etableret et rigtig godt samarbejde mellem landsbyerne, sådan at byfesten eventuelt vil kunne gå på tur mellem byerne i fremtiden:

"Det kunne være sjovt at få noget mere kontakt til de andre landsbyer, vi ved jo, at der også dér er masser af søde, initiativrige mennesker."