Fortsæt til indhold

95 elever håber at blive optaget i Favrskov Talent

Der er stigende interesse fra kommunens skoleelever for at komme med i talent-samarbejdet Favrskov Talent. I år er svømning og musikskolen nye discipliner

Samfund
Arkiv

Talent I alt 95 elever har i år ansøgt om at være med i Favrskov Talent, som er for elever i 7.-10. klasse, der gerne vil udvikle deres talent. Der er tale om et samarbejde mellem skolerne og lokale klubber indenfor håndbold, badminton, fodbold, basketball og e-sport.

Som noget nyt i år er Favrskov Musikskole desuden kommet med. Ligesom HOG Svømning også er nye i folden.

Eleverne, som har søgt om optagelse, er blandt andet fra Hadsten Skole, Haldum-Hinnerup Skolen, Præstemarkskolen, Rønbækskolen, Skovvangskolen og Søndervangskolen, og der er opbakning til alle fem sportsdiscipliner

På den nye musiklinje har 10 elever søgt ind inden for klaver, sang, trommer, marimba og musikproduktion.

Glæder sig over interessen

Thomas Møller, der er talentkoordinator på sportsdelen, er generelt meget tilfreds med ansøgerantallet, og det han ved om ansøgernes niveau indtil videre:

"Der er en stigende og bred interesse fra flere sportsgrene, og det er glædeligt. Elevernes skoler har nu kigget ansøgerne igennem og vurderet, om de skolefagligt kan håndtere at være med i Favrskov Talent, da de selv skal samle op på det faglige, de går glip af på grund af træningen. I tredje uge af august har vi vores try out, som vi kalder vores optagelsesprøve, og den omgang vil selvfølgelig sortere nogle fra," siger Thomas Møller i en nyhed på kommunens hjemmeside.

Sportstræningerne begynder 2. september, og de kommer til at foregå i Hadsten Kultur- og Idrætscenter, Rønbæk Idrætscenter og fodboldbanerne i både Hadsten og Hinnerup. Der bliver sat busser ind, der kan transportere eleverne mellem skolerne og træningsstederne - dog skal elever fra Hammel selv transportere sig.

Musikundervisningen begynder 3. september, og fællesdelen kommer til at foregå i Kulturhus Sløjfen i Hadsten.

csj