Aarhus Vand tager første spadestik til Water Valley Denmark
Aarhus Vand bygger stort, nyt domicil i Viby
Vandselskabet Aarhus Vand sparker 12. marts gang i byggeriet af et stort, nyt domicil i Viby.
Det kommunale aktieselskab bliver første virksomhed i et nyt 70.000 kvadratmeter stort innovationsdistrikt for vandteknologi, som man kalder Water Valley Denmark, oplyser Aarhus Vand i en pressemeddelelse.
Fredag bliver første spadestik taget til domicilet, som skal huse 230 medarbejdere og stå færdigt i slutningen af 2022.
Aarhus Vands nye hjemsted bliver et ’vandhus’, hvor vand er et synligt aspekt i byggeriet. Regnvand bliver genanvendt til toiletskyl og vask i både administrationsbygningen og i de to servicehaller, ligesom regnvand bliver anvendt rekreativt på de udendørs arealer, så der skabes et demonstrationsprojekt for håndtering af regnvand på egen grund.
Ambitionen med Water Valley Denmark er at tiltrække danske og internationale aktører, forskning, startups og forsyninger, som kan være med til at innovere og investere i vandteknologi.
Visionen er at blive vandets svar på Silicon Valley i Aarhus, hvorfor man har fundet på det mundrette, engelske navn, på trods af at distriktet ikke kommer til at ligge i en dal.
Var man gået lidt humoristisk til værks, kunne man have navngivet distriktet Vandalen Danmark, men avisen anerkender, at det navn nok ville give nogle forkerte associationer.
Byggegrunden ligger på hjørnet af Hasselager Allé og Hasselager Centervej i Viby.
ddp