Løsning på unge-uro bliver undersøgt - uden penge
Der er ikke afsat midler i budgettet til at løse unges tilbagevendende sommer-uro
Budget Da unges uro i Hammel eskalerede i sommerferien meddelte Erik Øster Særkjær, at han - og dermed Socialdemokratiet - tog et forslag med til budgetforhandlingerne om at få øremærket nogle penge til at få løst de tilbagevendende sommer-uro-problemer ikke bare i Hammel, men i alle de større byer i Favrskov.
Men forslaget fik ikke sendt penge i sin retning.
Området er dog nævnt med følgende passager:
"Der gennemføres en undersøgelse af udfordringernes karakter over de seneste par år, andre kommuners erfaringer med lignende problemstillinger samt mulige scenarier for håndtering af udfordringerne. Afdækningen drøftes på SSP’s årsmøde i foråret 2021, hvorefter resultaterne af undersøgelsen - efter involvering af de unge - fremlægges til politisk drøftelse."
Blandede følelser
Hos ophavsmanden til budgetforslaget er der blandede følelser over udfaldet:
"Jeg ville selvfølgelig gerne have haft afsat nogle penge, men omvendt er jeg rigtig glad for, at der nu er sat fokus på det her, og at der skal arbejdes videre med det sammen med de unge," siger Erik Øster Særkjær og fortsætter:
"Jeg er også ret sikker på, at vi finder pengene, hvis der kommer idéer, som er for gode til ikke at køre videre med."