Pøt Mølles Flemming rykker (midlertidigt) ind
Nu kan caféen i Kulturhuset InSide igen åbne
Hammel Fra 1. august hedder den midlertidige forpagter for Café og Restaurant InSide og Bowling InSide i Hammel Flemming Christiansen.
Flemming Christiansen er også forpagter af Pøt Mølle - Frijsenborg Slotskro. Den overtog han i 2018.
Han bliver midlertidig forpagter i InSide til udgangen af december 2020. I løbet af efteråret skal forpagtningen i InSide i udbud, som alle interesserede kan byde ind på.
Glæder sig til at begynde
Flemming Christiansen efterfølger Lina Damgaard, der har været forpagter i InSide siden 2013. Han glæder sig til at komme i gang.
"Jeg vil gerne hjælpe de folk, der er kommet i klemme med deres arrangement, så det faktisk kan blive til noget i efteråret. Jeg er blevet kontaktet af folk, der bare gerne vil have et sted, hvor de kan holde deres fest. Og det kan vi nu tilbyde igen i InSide. Hvis man tidligere havde lavet en aftale i InSide, vil jeg opfordre alle til at ringe igen, så vi kan få aftalerne i kalenderen," lyder det fra Flemming Christiansen, der vil lade efteråret vise, om han skal søge forpagtningen, når den bliver udbudt.
Flytter frokostordning
Engagementet i InSide giver desuden Flemming Christiansen mulighed for at flytte tilberedningen af stedets frokostordning til InSide:
"Vores frokostordning vokser, så vi har pladsmangel. Derfor vil jeg flytte arbejdet med den del ind i køkkenet i InSide, så vi får bedre plads på Pøt Mølle," forklarer han.
csj