Fortsæt til indhold

Penge til flere pædagoger fordelt mellem Favrskovs institutioner

4,6 millioner kroner er delt ud til Favrskovs institutioner på baggrund af deres forventede børnetal

Samfund
Christina S. Johansen

Børn Som en del af finansloven har regeringen sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet sat penge af til mere pædagogisk personale i kommunale og selvejende daginstitutioner. Pengene indfases frem mod 2025.

I år er der afsat 500 millioner kroner til hele landet. Af den pulje får Favrskov Kommune tildelt 4,6 millioner kroner.

De penge har Børne- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune nu fordelt og sendt til behandling i byrådet. Fordelingen kan ses i faktaboksen her på siden.

Forældre betaler ikke mere

De enkelte institutioner får pengene ved årets start ud fra stedernes forventede børnetal. Ved udgangen af budgetåret opgøres det faktiske børnetal så, og budgettet efterreguleres - så pengene altså følger barnet, kan man sige.

Tilskuddet skal lægges oven i det vedtagne budget for 2020. Favrskov Kommune må altså ikke skære i det planlagte budget, fordi der nu er kommet penge fra finansloven. Sker der ændringer i budgettet, skal kommunen derfor kunne dokumentere, at det ikke sker på baggrund af de ekstra penge.

Forældrene skal i øvrigt ikke betale mere hver måned.