Bolighuset udvider med kontormøbler
Sten Petersen har købt Bjerre Kontormøbler
GRENAA Sten Petersen, der er ejer af Bolighuset på Trekanten i Grenaa, er nu klar til at kaste sig over nye muligheder inden for branchen.
Sidste sommer overtog han Auning Boligmontering - og fra 1. marts er han også ejer af Bjerre Kontormøbler, der hidtil har haft hjemme på den anden side af Århusvej, men nu flyttes aktiviteterne til Bolighusets adresse på Trekanten.
"Jeg har købt firmaet, men bevarer samarbejdet med Jørgen Bjerre. Jeg ser en stor styrke i at udbygge det netværk, som vi har. Nu får vi en endnu bredere vifte af produkter i firmaet - og tager også flere erhvervskunder ind i butikken," siger Sten Petersen.
Produkterne i Bjerre Kontormøbler er netop kontormøbler og inventar til brug i erhvervslivet.
"Nu vil vi blive set endnu flere steder - med som altid er vi klar til at møde kunderne i øjenhøjde, hvad enten de skal bruge møbler hjemme hos dem selv eller der skal etableres kontorarbejdspladser i et firma," siger Sten Petersen.